Effektivt samarbejde om kræftpatienter
13.06.2017
Regionshospitalet Randers har sammen med Randers Kommune, Norddjurs Kommune, Syddjurs Kommune og Favrskov Kommune styrket samarbejdet for at få flere kræftpatienter i rehabilitering.
Kirurgisk Center og Lungemedicinsk Afdeling på Regionshospitalet Randers tager hvert år imod mere end 600 kræftpatienter til udredning og behandling. Når patienterne får stillet diagnosen, har praksis været, at sygeplejerskerne giver dem information om både den forestående behandling på hospitalet og om rehabiliteringstilbud i kommunerne.
Det har dog vist sig, at al den information på én gang ikke kommer patienten til gavn.
- Kræftpatienter er ofte i en følelsesmæssig svær situation. Mange patienter kan slet ikke forholde sig til andet end deres sygdom og behandling, når de er på hospitalet. Derfor har vi i samarbejde med kommunerne lavet en aftale om, at det er personalet i kommunerne, der informerer patienterne om rehabiliteringstilbud i stedet for os. Patienterne får hermed ro til at koncentrere sig om først behandling på hospitalet, dernæst rehabilitering efter udskrivelse fra hospitalet, siger Grete Kallestrup Kærgaard, udviklingssygeplejerske i Kirurgisk Center.
Forbedret patientkommunikation
Med den nye aftale oplever både personale på hospitalet og i kommunerne en væsentlig forbedring i kommunikationen med patienten.
Når borgerne er hjemme, oplever sundhedspersonalet i kommunerne, at borgerne er faldet mere til ro ovenpå kræftdiagnosen. Borgerne kan bedre tale om, hvilke kommunale rehabiliteringstilbud, der kunne være relevante for dem. Det er lettere for borgerne at forholde sig til "næste fase" i behandlingsforløbet, når de står overfor den, lyder det i en fælles udmelding fra Nord- og Syddjurs, Randers og Favrskov Kommuner.
Flere henvendelser fra kræftpatienter
Med den nye samarbejdsordning får kommunerne flere henvendelser fra kræftpatienter, der ønsker tilbud om rehabilitering. Rehabilitering har stor betydning for, hvordan borgerne lever videre med sygdommen – overlever og kommer tilbage til dagligdagen.
Og borgerne er tilfredse med ordningen.
- Min verden væltede, da jeg blev diagnosticeret med brystkræft. Efter samtalen med lægen på hospitalet, blev jeg anbefalet at ringe til Randers Kommune for at høre nærmere om rehabiliteringstilbud. Da jeg kom hjem fra hospitalet, ringede jeg til kommunen. Og jeg fik en fantastisk hjælp. Jeg er glad for, at jeg kunne få informationerne om rehabilitering, da jeg var hjemme, for det var først der, jeg for alvor kunne forholde mig til det, siger Bonnie Hyldahl Nielsen fra Ålum, der er i kemobehandling og benytter sig af forskellige rehabiliteringstilbud fra Randers Kommune.
Yderligere information:
- Grete Kallestrup Kærgaard, udviklingssygeplejerske i Kirurgisk Center, Regionshospitalet Randers, tlf.: 7842 1219
- Vibeke Dahl, forløbskoordinator ved Rehabiliteringsenheden i Randers Kommune, tlf.:51 56 2015
- Pia Simonsen, forløbskoordinator og sundhedskonsulent, Favrskov Kommune, tlf.: 2158 8677
- Gitte Horup Kjær, fysioterapeut, Syddjurs Kommune, tlf.:8753 5080
- Dorthe Bligaard, afdelingsleder i Sundhedsskolen, Norddjurs Kommune, tlf.: 2322 7291
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer