10.06.2017

Lørdag blev den 71 ton tunge partikelaccelerator 'cyklotronen' løftet ind i de nye bygninger i det kommende Dansk Center for Partikelterapi i Skejby. Det nationale center tilbyder fra 2018 højt specialiseret strålebehandling til kræftpatienter fra hele landet.

To store blå containere med en uvurderlig gave til danske kræftpatienter ankom natten til fredag til partikelterapiens byggeplads ved Aarhus Universitetshospital. Efter en lang rejse fra producenten VARIAN' s fabrik i Troisdorf i det sydvestlige Tyskland blev partikelacceleratoren – også kaldet cyclotronen - lørdag løftet på plads bag de metertykke betonmure i Skejby.

- Partikelacceleratoren er selve hjertet i Dansk Center for Partikelterapi. Den leverer nemlig de partikler, som patienterne i centret behandles med, siger Morten Høyer, ledende overlæge på Dansk Center for Partikelterapi.

Partikelterapi er en mere skånsom type strålebehandling til kræftpatienter. Den har især potentiale ved behandlingen af børn og voksne med tumorer på særligt udsatte steder, f.eks. i hjernen eller tæt på rygsøjlen.

Det vil dog gå over et år – indtil oktober 2018 – før den første patient kan få partikelterapi i Aarhus.

- I den kommende tid skal acceleratoren installeres og indvejes, så udstyret er helt optimeret, inden vi begynder at behandle patienter.


Fakta om Dansk Center for Partikelterapi

  • Dansk Center for Partikelterapi bliver et nationalt center for højt specialiseret strålebehandling til kræftpatienter og er i øjeblikket under etablering på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Centret skal efter planen modtage den første patient til oktober 2018.
  • Fuldt udbygget vil Dansk Center for Partikelterapi have en kapacitet på cirka 30.000 behandlinger årligt, svarende til ca. 1.200 patienter og en samlet personalenormering svarende til cirka 120 fuldtidsstillinger til patientbehandlingen. Hertil kommer eksternt finansierede forskere, ph.d.-studerende samt elever og studerende inden for alle faggrupper.
  • Det 9.500 kvadratmeter store center bliver, udover protonacceleratoren, udstyret med tre behandlingsrum, forskningsfaciliteter og faciliteter for patienter, pårørende og klinisk personale. Dansk Center for Partikelterapi etableres i et nært samarbejde mellem Aarhus Universitetshospital, Aarhus Universitet og Region Midtjylland.
  • Det koster cirka 800 mio. kroner at etablere centret, hvoraf de 280 mio. kroner dækker selve udstyret. A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har doneret 250 mio. kroner til partikelacceleratoren.

Kontaktpersoner på Dansk Center for Partikelterapi

  • Ledende overlæge Morten Høyer, tlf. 2328 2823
  • Ledende fysiker Ole Nørrevang, tlf. 2117 4193
  • Oversygeplejerske Dorte Oksbjerre Mortensen, tlf. 3046 3670

Cyclotronen kom sikkert på plads

Se den 71 tons tung cyclotron svæve på plads i hjertet af det kommende Dansk Center for Partikelterapi. Efter planen kan de første patienter behandles i oktober 2018.
Video: Tonny Foghmar