01.06.2017

Region Midtjylland og kommunerne Lemvig, Holstebro og Struer skaber model for et nyt samarbejde om ”Psykiatrien i Nordvest”. Forslaget, som nu skal behandles politisk, sigter på at forbedre støtten til mennesker med psykisk sårbarhed og psykisk sygdom i Nordvestjylland.

I de fremtidsrettede tilbud i "Psykiatrien i Nordvest" er der stort fokus på forebyggelse, tidlige og tilgængelige tilbud til borgerne i nærområdet.

Sammen for borgerne
Det er tænkt som et nyt stærkt samarbejde hvor kommuner, region og praktiserende læger, med udgangspunkt i borgerens behov, arbejder sammen om indsatsen - ambulant behandling, social indsats, uddannelse og job samt ikke mindst inddragelse af netværk og lokalsamfund. Teamet vil også være gearet til med dags varsel at kunne rykke ud til borgerne.

I forslaget viger sektor- og faggrænser, og borgerne bliver omdrejnings-punkter for den indsats, som region, kommuner og praktiserende læger i fællesskab tilbyder.


Tryghed i nærmiljøet
For borgerne kan gevinsten være, at de trods sygdom eller sårbarhed kan modtage kvalificeret støtte i deres nærmiljø.

Region og kommuner forventer mere psykiatri for pengene og færre indlæggelser. Der er et særligt fokus på unge, hvor alle parter håber at kunne modvirke kroniske lidelser ved tidlig opspring og fælles indsats.

Fælles "hus" med sengepladser
Som en del af ”Psykiatrien i Nordvest” etableres et fælles ”hus”, placeret i Center for Sundhed i Holstebro med:

  • Ambulante tilbud og forskellige former for kommunale indsatser afstemt med mulighederne i hver af de tre kommuner.
  • 8 ambulante overnatningspladser (5 regionale og 3 kommunale).

Ansvar for egen økonomi
I forslaget har parterne fortsat ansvar for egne medarbejdere og egen økonomi, men ambitionen kan være at integrere indsatserne over tid – både ledelse, tilbud og økonomi.

Forslaget til organiseringen af "Psykiatrien i Nordvest" skal behandles af regionsrådet og byrådene i de tre kommuner i løbet af juni måned, inden det eventuelt kan træde i kraft.


Fakta

Læs mere om forslaget og mål for "Psykiatrien i Nordvest"


Flere oplysninger

  • Region Midtjylland , Regionsrådsformand Bent Hansen (S), 4031 3707
  • Lemvig kommune, Borgmester Erik Flyvholm (V), tlf. 2166 2502
  • Holstebro Kommune, Borgmester H.C. Østerby (S), tlf. 2144 0150
  • Struer Kommune, Borgmester Mads Jakobsen (V), tlf. 2032 3486
  • Praktiserende læge, Anette Byskov-Nielsen, tlf. 9741 0444 / 5078 5872