14.06.2017

I Sunds overtager en lokal praktiserende læge patienter og klinik fra nytår. Det er ikke lykkedes Region Midtjylland at afhænde udbudsklinikkerne i Lemvig og Balling.

Siden 2015 har der været tre såkaldte udbudsklinikker i Region Midtjylland. En ny sundhedslov gav dengang regionen mulighed for at lade private virksomheder drive lægeklinikker, hvis det ikke var muligt at tiltrække praktiserende læger på almindelige vilkår.

Tilbage til normalen
Det har imidlertid hele tiden været regionens ønske at afsætte klinikkerne til en praktiserende læge, når kontrakten udløb og muligheden bød sig. Og nu, to år efter, bliver udbudsklinikken i Sunds ved Herning atter en almindelig lægeklinik, ejet og drevet af en speciallæge i almen medicin.

God privat indsats
De tre private virksomheder har i de forgangne år løst en vigtig opgave i områder, hvor de praktiserende læger ikke har ønsket at drive praksis, vurderer Jørgen Nørby (V), formand for regionens rådgivende udvalg for Nære Sundhedstilbud.

- Udbudsklinikkerne har sikret, at regionen har kunnet tilbyde lægedækning i nærområdet. Det har givet borgerne tryghed og i tilgift har vi, siden udbuddet i 2014, haft et meget tilfredsstillende samarbejde om lægedækningen med de praktiserende læger, siger Jørgen Nørby (V), formand for regionens rådgivende udvalg for Nære Sundhedstilbud.

Sunds er solgt
I Sunds er det lykkedes at sælge klinikken, så det efter nytår er læge Dorthe Hagensen, som tidligere har drevet praksis i Ikast, der overtager ansvaret for klinikken.

Det er forventningen, at klinikken bliver drevet videre i de eksisterende lokaler og med det samme personale.

Ny annoncering i 2018
Når udbudsklinikkerne annonceres, kan interesserede læger byde det beløb, de mener den ledige praksis er værd.

I Balling og Lemvig, hvor henholdsvis Erland Andersen og Nordic Medicare driver udbudsklinikkerne, er der ikke kommet henvendelser fra praktiserende læger, med interesse i at overtage patienter og klinikker.

- Vi regner derfor med at bruge en bestemmelse i lovgivningen, som giver os mulighed for at forlænge de eksisterende kontrakter. Og til næste år fortsætter vi så med at opsøge læger, der vil overtage klinikkerne på almindelige vilkår, siger Lasse Guldbrandsen, kontorchef i Region Midtjylland med ansvar for lægedækningen.

Flere oplysninger

  • Formand for Rådgivende Udvalg for Nære Sundhedstilbud, Jørgen Nørby (V), tlf. 2945 5261
  • Lasse Guldbrandsen, Kontorchef Koncernøkonomi,
  • tlf. 4023 6058
  • Praktiserende læge Dorthe Hagensen, tlf. 2032 1609
  • Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer