Totalrådgiver på plads til højhus-renovering
09.06.2017
Cowi bliver totalrådgiver på det store renoveringsprojekt, som skal sikre tidssvarende patient- og personaleforhold samt højere energieffektivitet i højhuset på Hospitalsenheden Horsens.
Med valget af Cowi som totalrådgiver og med Friis og Moltke som underrådgiver kan forberedelsen af højhus-renoveringen for alvor gå i gang.
Totalrådgiveren begynder arbejdet med at kortlægge bygningen, og efteråret 2017 vil blive brugt til at fastlægge de endelige moderniseringsplaner i et tæt samarbejde med husets brugere.
- Renoveringen er særdeles tiltrængt for både patienter, pårørende og personale. Vi glæder os derfor til at komme videre i planlægningsarbejdet og til et godt samarbejde med totalrådgiveren, siger Lisbeth Holsteen Jessen, hospitalsdirektør, Hospitalsenheden Horsens.
Hospitalets højhus er fra 1970 og fremstår i dag slidt og utidssvarende. Det understøtter i det hele taget ikke et tidssvarende patient- og arbejdsmiljø. Bl.a. er sengestuerne indrettet til tre eller flere patienter og med fællestoiletter på gangene. Desuden trænger de grundlæggende installationer til at blive skiftet ud.
Det fremtidige højhus indrettes til sammenligning udelukkende med en- eller tosengsstuer, ligesom renoveringsprojektet vil omfatte en ny facade og installationer. Sidstnævnte for at gøre bygningen betydelig mere energieffektiv end i dag, og derfor vil en del af renoveringsarbejdet blive gennemført for energileasingmidler.
En del af en samlet plan
Højhus-renoveringen er en del af den samlede plan for, hvordan regionshospitalet i Horsens skal udvides og moderniseres hen over de kommende år.
Det nye hospitalsbyggeri 'Nye Nord' er lige nu under opførelse, og når det står klart ved indgangen til 2019, vil flere af hospitalets afsnit flytte ud af højhuset og ind i det nye byggeri.
Det vil give plads til renoveringsarbejdet, om end der fortsat vil være mange patienter i højhuset under byggeperioden. Arbejdet vil imidlertid blive planlagt, så det kommer til at genere patienter, pårørende og personale mindst muligt.
Flere oplysninger
- Lisbeth Holsteen Jessen, hospitalsdirektør, tf. 2120 4844