Et simpelt mobilopkald fra ambulancen sikrer rette hjælp
29.05.2017
Flere akut syge eller tilskadekomne borgere får god hjælp uden indlæggelse. Med et telefonopkald fra ambulancebehandleren til en læge i vagtcentralen kan den akutte hjælp nu oftere afsluttes allerede på skadestedet eller i hjemmet.
I Region Midtjyllands vagtcentral, hvor sundhedsfaglige medarbejdere visiterer borgere, der ringer 1-1-2 for at få en ambulance, spiller den tilstedeværende læge en stadig mere aktiv rolle i det akutte patientforløb. Resultater fra et ph.d.-studie om telemedicinske løsninger i akuthjælpen, som læge og ph.d. Nikolaj Raaber netop har forsvaret, har været løftestang for denne udvikling.
- I en forsøgsperiode var det obligatorisk for ambulancebehandlerne i hele regionen at ringe til AMK-vagtcentralen og få en lægefaglig vurdering af patientens tilstand. Tidligere kørte man nærmest per automatik alle patienter til hospitalet. Forsøget viste, at ambulancebehandlerne med lægen på telefonlinjen i en række tilfælde kunne give patienter, der ikke var kritisk syge, den nødvendige hjælp allerede på stedet. Det betød, at flere patienter kunne spares for en unødig tur på hospitalet, siger Nikolaj Raaber.
Telefonen er driftsikker
Nikolaj Raabers forskning har banet vejen for, at lægen i AMK-vagtcentralen nu spiller en langt mere aktiv rolle i de akutte patientforløb.
- Det elegante er, at en enkelt læge rent faktisk kan supervisere og give lægefaglig bistand per telefon til en hel region med 1,3 mio. mennesker ved at understøtte ambulancebehandlerne i samtlige af Region Midtjyllands 66 ambulancer, siger Nikolaj Raaber.
Siden den Præhospitale Patientjournal blev taget i brug, har ambulancebehandlerne desuden kunnet sende værdier for patientens blodtryk, puls, iltmætning i blodet samt hjertekardiogram til AMK-lægen. Det er et stort fremskridt, men Nikolaj Raaber håber, at det i nær fremtid også bliver muligt at gennemføre videokonferencer.
- Telefonen er en god og driftssikker telemedicinsk løsning. Men jeg ser frem til, at bredbåndsnettet bliver så stærkt, at ambulancebehandler, læge og patient kan kommunikere sammen over video, i både land og by. Det at kunne kigge en patient i øjnene, mens man taler, se ansigtskuløren osv. er væsentlige informationer for en læge, der skal vurdere patientens tilstand. Så en videoløsning vil bestemt give en ekstra kvalitet i kontakten, og især gøre en forskel i yderområderne, hvor der er længere til hospitalet, understreger Nikolaj Raaber.
Fokus på patientsikkerhed
Han opfordrer derfor til yderligere forskning og forsøg med telemedicinske løsninger.
- Telemedicinske løsninger i de akutte patientforløb kan blive en win-win. Det kan bidrage til, at patienterne får den rette hjælp og samtidig sikre, at man bruger de lægefaglige resurser klogt, siger Nikolaj Raaber. Han understreger, at patientsikkerheden altid kommer først og derfor skal være en integreret del af yderligere forskning i telemedicin.
AMK-lægen er foreløbig på vagt 8.00-20.00 på hverdage, og er med til at afslutte ca. 50 patienter hver måned. Uden for dette tidsrum kan ambulancebehandlerne kalde akutlægebilerne, men Præhospitalet, som er ansvarlig for de akutte patienters forløb, arbejder på at sikre lægefaglig dækning i AMK-vagtcentralen døgnet rundt.
Forskning i telemedicin
- Nikolaj Raaber har forsket i et helt kompleks af telemedicinske løsninger, blandt andet videokonferencer, der skulle styrke indsatsen ude hos patienten og sikre den bedste hjælp. Forsøgene viste imidlertid, at den mere avancerede teknologi ikke fungerede i praksis og at det simple telefonopkald derfor var den mest driftsikre løsning.
- Undersøgelsen "Telemedicine-based physician consultation results in more patients treated and released by ambulance personnel" er publiceret i European Journal of Emergency Medicine.
- Patientforløb, hvor det var muligt for ambulancebehandleren at ringe en læge op blev sammenlignet med historiske data, hvor der ikke var samme mulighed. Interviews med patienterne tyder på, at de følte sig både trygge og tilfredse med forløbet.
Flere oplysninger
- Nikolaj Raaber, læge og Ph.d., Præhospitalet og Aarhus Universitetshospital, mobil: 6166 8493, Nikoraab@rm.dk
- Peter Martin Hansen, Ledende overlæge i AMK-vagtcentralen, Præhospitalet, mobil: 2062 9319, peter.hansen@ph.rm.dk