01.05.2017

Et stort antal borgere deltog i festlighederne, da 1. næstformand Anders Kühnau overrakte Landsbyprisen 2017 til Nørre Nissum Borgerforening.

Et festklædt Nørre Nissum med flag på alle stænger og cirka 200 borgere forsamlet i Seminariets kantine tog imod, da 13 regionsrådsmedlemmer med 1. næstformand Anders Kühnau i spidsen fredag besøgte landsbyen for officielt at overrække "Landsbyprisen 2017".

Nørre Nissum får prisen, der er på 150.000 kroner, for at have skabt markante positive resultater gennem flere år med både generel befolkningsvækst og fremgang på byens mange skoler og uddannelsesinstitutioner.

Det skyldes ikke mindst et stort engagement hos lokale ildsjæle inden for en lang række områder – fra skoler over byfornyelse og til energiområdet, hvor det via en fusion af lokale varmeværker er blevet både grønnere og markant billigere, at bo og leve i den nordvestjyske landsby.

Se kort video fra arrangementet, hvor der var musikalsk underholdning for både børn og voksne:

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Skal kæmpe for udvikling

Formanden for Nørre Nissum Borgerforening Ove Damgaard tog imod prisen, som han sagde, på vegne af de utroligt mange ildsjæle, der i det daglige arbejder for positiv udvikling i byen og området.

- Vi skal selv gøre en indsats for at få noget til at ske herude, men når vi så gør det, så er det jo fantastisk, at der bliver støttet op om vores arbejde, lød det blandt andet fra formanden.

Tjener til inspiration

Inden selve overrækkelsen var de fremmødte regionsrådsmedlemmer og byrådsmedlemmer fra Lemvig på en lille rundtur i sognet, og Anders Kühnau slog fast, at det gjorde stort indtryk at se resultaterne af den stærke fælles indsats.

Han håber nu, at Nørre Nissum – som Årets Landsby 2017 – kan vise vejen for andre mindre landsbyer i Region Midtjylland.

- Regionsrådet uddeler denne pris, fordi vi ønsker udvikling i de mindre byer. Der er også flere, der ønsker at bo i de mindre byer, og jeg håber, I vil give videre af jeres erfaringer, når andre spørger jer, hvordan I har gjort, sagde han i sin tale ved overrækkelsen.

Læs mere om Nørre Nissum på borgerforeningens hjemmeside.

Fakta

  • Region Midtjyllands Landsbypris blev stiftet i 2009 og uddeles i 2017 for 9. gang. Med æren følger 150.000 kroner til videre udviklingsarbejde.
  • Prisen uddeles hvert år til en landsby eller et landsbysamfund, hvis borgere er engagerede i at udvikle deres lokalområde og kan fremvise markante resultater af deres arbejde.
  • For at komme i betragtning skal landsbyen have under 2.000 indbyggere, kunne vise fremgang eller et bremset fald i antal indbyggere samt have gennemført eller igangsat projekter, der viser nye veje. 
  • Tidligere modtagere i kronologisk orden: Idom-Råsted i Holstebro Kommune, Spjald i Ringkøbing-Skjern Kommune, Endelave By i Horsens Kommune, Rødding i Skive Kommune, Nørager i Norddjurs Kommune, Ølstrup i Ringkøbing-Skjern Kommune, Glyngøre i Skive Kommune samt Feldballe i Syddjurs Kommune.