19.05.2017

For Region Midtjylland er det afgørende, at it-sikkerheden er i top, så patienterne ved, at deres sundhedsdata er i gode hænder.

Derfor tester vi nye systemer og programmer grundigt, før vi skifter fra et system til et andet.

Medierne beskriver med jævne mellemrum, senest i Dagbladet Information, at flere tusinde af Region Midtjyllands pc'ere skulle udgøre en sikkerhedsrisiko. Hvis ikke vi passede så godt på sikkerheden som vi gør, er det også rigtigt. Men regionens it-systemer er sikret med både antivirus, hjemmeside-scanning, spam-filtre og mange andre former for avanceret teknisk beskyttelse.

Styresystemet er med andre ord nok aldrende, men vi har taget vores forhåndsregler, og det bliver overvåget døgnet rundt - alle årets dage.

Næsten i mål med nye pc'ere 

Vi er helt klar over, at maskinerne med styresystemet Windows XP skal opdateres, men med 28.000 medarbejdere og endnu flere pc'ere er det en omfattende opgave. Vi er for længst i gang og opgraderer cirka 500 maskiner hver uge.

27.000 pc'ere er udskiftet og vi regner med at være helt færdige til september. Til den tid vil der af tekniske årsager stadig være brug for at ca. 500 maskiner kører på Windows XP. Det får de lov til, men de får ikke forbindelse til internettet.

Region Midtjylland er klar over, at Windows XP skal udskiftes og er i fuld gang med opgaven.

Men det er vigtigt for mig at sige, at uanset styresystem, passer vi rigtig godt på alle de data, vi er betroet adgang til.

Claus Kofoed

It-direktør i Region Midtjylland.