21.03.2017

Lidt færre søger på gymnasiet i Region Midtjylland, mens interessen for HF stiger.

Flere søger mod HF i år end sidste år - og færre vil på gymnasiet. Det viser opgørelsen over ansøgninger til ungdomsuddannelserne i Region Midtjylland, der samlet set er faldet en smule, med ca. 3 pct. Samtidigt afslører opgørelsen store lokale udsving, hvor flere mindre uddannelsesinstitutioner oplever vækst.

I alt har 6.548 personer søgt ind på et gymnasium, hvilket er et fald på 5,9 pct. i forhold til 2016. 1.874 har søgt en HF-uddannelse - en stigning på 7,3 pct. De internationale IB-linjer har fået 182 ansøgere, hvilket udgør et fald på 6,8 pct.

- Antallet af ansøgere ligger lavere end sidste års tal, men der er store lokale udsving i søgningerne til det enkelte gymnasium. siger uddannelseskonsulent i Region Midtjylland Henning Tjørnelund.

Kun få skal fordeles
Han understreger samtidigt, at næsten 97 pct. af ansøgerne til alment gymnasium vil få deres 1. prioritet opfyldt i 2017.

- Fordelingen af de få der ikke kommer ind på deres 1. prioritet går nu i gang, men det er et større puslespil, der skal gå op. En væsentlig ændring i forhold til sidste års fordeling er, at rejsetids kriteriet er blevet afløst af et afstandskriterium, siger Henning Tjørnelund.

Fakta

  • Region Midtjylland har via en række fordelingsudvalg til opgave at fordele ansøgere til STX (gymnasiet) og HF for de skoler, der har flere ansøgere end deres kapacitet giver mulighed for at optage.
  • I alt har 6.548 personer søgt ind på et gymnasium i 2017, hvilket er et fald på 5,9 pct. i forhold til 2016.
  • 1.874 har søgt en HF-uddannelse - en stigning på 7,3 pct.
  • De internationale IB-linjer har fået 182 ansøgere, hvilket udgør et fald på 6,8 pct.
  • Læs mere om regionens opgaver på uddannelsesområdet


Flere oplysninger