Følg med i regionsvalget her på siden
20.11.2017
Venter du spændt på, hvordan regionsvalget går i Region Midtjylland, så følg med her på siden og på regionens facebook-side. Og væbn dig med tålmodighed.
Når valgstederne til regionsvalget lukker tirsdag 21. november kl. 20, skal stemmerne tælles op, før vi ved noget om, hvordan valget er gået.
Her på siden kan du følge vores prognoser, der laves ud fra de optalte stemmer, der kommer ind i løbet af aften- og nattetimerne. Vi opdaterer prognoserne løbende og fremlægger resultater fra de enkelte kommuner, efterhånden som de kommer ind.
Ved valget i 2013 kom de sidste kommuneresultater først kl. 04.30 onsdag morgen.
Ny formand
Når partierne i det nyvalgte regionsråd har indgået en konstitueringsaftale, offentliggør vi aftalen her på siden. Med aftalen bliver der sat navn på den kommende regionsrådsformand i Region Midtjylland.
Hvem er valgt til regionsrådet?
Tidligst i løbet af onsdag aften og nat kan vi sætte navne på alle de kandidater, der er valgt til regionsrådet. Onsdag starter optællingen af personlige stemmetal. Tallene bliver vist her på siden, så snart vi får dem fra kommunerne.
I 2013 viste vi det nye regionsråd omkring kl. 04.15 torsdag morgen.
Valget godkendes torsdag
Valgbestyrelsen mødes torsdag formiddag for at godkende valget. Hvis valget godkendes, kan vi offentliggøre et endeligt resultat herefter. Hvis valgbestyrelsen beslutter, at alle eller nogle af stemmesedlerne skal tælles om, vil vi først kunne offentliggøre et resultat fredag.
Følg valgaftenen her på rm.dk og på regionens facebook-side.