30.11.2017
Regionshospitalet Viborg har succes med at have frivillige patientstøtter fra Røde Kors på afdelinger med indlagte patienter.
- Det er en fantastisk kontrast til en travl hverdag at kunne sætte sig ned ved en patient og fordybe sig i bare at være der for dette menneske, lyder det blandt andet fra Tove Vorre, der er en af de frivillige patientstøtter, der arbejder på Regionshospitalet Viborg.
De frivillige patientstøtter fra Røde Kors kan skabe et frirum for patienterne, hvor der ikke er fokus på deres sygdom. Nogle patienter er langt fra deres hjem og familier, når de er indlagt på hospitalet. Andre har måske ikke noget netværk. Patienternes skæbner kan være mange, og det gør jobbet som frivillig patientstøtte til et alsidigt job.
- Vi kommer som et åbent blad og kan tale med patienterne om det, som de har lyst til at tale om. Vi har mulighed for at sidde ved en patient i en time, hvis vedkommende har lyst til det. Vi kan få smil frem på deres læber og lave noget hygge eller sjov på deres præmisser, siger Tove Vorre, der er aktivitetsleder for ordningen med de frivillige patientstøtter, og fortsætter:
- Vi kan give patienterne selskab og et afbræk fra deres sygdomsforløb, og vi kan også aflaste familie og pårørende, hvis de har brug for at forlade patientens side for en stund for at komme ud og få lidt luft eller gå en tur. Man får utrolig meget ud af at være frivillig patientstøtte, da det giver en enorm god fornemmelse at kunne være noget for andre, der har det svært.
Tid til hyggesnak om stort og småt
De frivillige patientstøtter bliver blandt andet brugt til at læse højt fra en bog, de spiller spil og går med patienterne på ærinde i hospitalets kiosk.
- Vi er meget glade for de patientstøtter, som vi har tilknyttet. De er nærmest blevet en fast del af afdelingen, og det er altid en god og positiv oplevelse, når de kommer. De har tiden til at tage en hyggesnak med patienterne om stort og småt. De kan eksempelvis læse avis for dem eller fortælle, hvordan vejret er, siger Jette Roed Brodersen, der er afdelingssygeplejerske i afdelingen Hjertesygdomme. Hun fortsætter:
- Vores patienter og pårørende sætter generelt pris på at få besøg af vores patientstøtter, og de giver udtryk for, at det er en hyggelig og positiv oplevelse.
Man skal turde at tale med fremmede mennesker
De frivillige patientstøtter arbejder typisk en gang om ugen, hvor de kommer og er på en afdeling 2-3 timer ad gangen. Det er et krav, at de skal være fyldt 21 år, og de skal kunne tale dansk. Derudover er det vigtigt, at de er åbne, er gode til at tale med alle typer mennesker og har en god indlevelsesevne.
Hvis man ønsker at blive frivillig patientstøtte, kan man kontakte aktivitetsleder Tove Vorre.
Hun påpeger i den forbindelse:
- Det vigtigste er, at man har lysten og er villig til at ofre noget tid på den frivillige indsats, hvis man kunne tænke sig at blive frivillig patientstøtte. Samtidig skal man turde at gå ind til fremmede mennesker og tale med dem. Man skal også turde at tage den svære samtale med dem om alt mellem himmel og jord. Derudover skal man gerne have et godt humør, og man skal være god til at lytte.
Flere oplysninger
- Tove Vorre, aktivitetsleder, Røde Kors, tlf. 5149 2951
Foto: På billedet ses Tove Vorre på arbejde som aktivitetsleder og frivillig patientstøtte på Regionshospitalet Viborg (Billedet kan frit anvendes mod kreditering af fotograf Lisbeth Hasager Justesen, Hospitalsenhed Midt).