Sikkerheden styrkes konstant på it-området i Region Midtjylland
15.11.2017
For Region Midtjylland er det afgørende, at it-sikkerheden er i top. Derfor sikrer vi os på mange måder.
It-sikkerheden styrkes blandt andet ved at uddanne vores medarbejdere i sikker it-adfærd, ved at overvåge vores it-systemer døgnet rundt alle årets dage og ved at udskifte programmer og udstyr løbende. Rigsrevisionen har netop udgivet en rapport om it-sikkerhed efter kontrolbesøg i tre regioner.
- Jeg er rigtigt glad for Rigsrevisionens kontrolbesøg. It-sikkerhed kræver konstant fokus og udvikling for at passe til de trusler, der florerer. Derfor er det godt at blive holdt til ilden, siger it-direktør Claus Wegener Kofoed, Region Midtjylland.
Arbejdet med at sikre at regionens it-systemer altid fungerer og er sikre, foregår på flere niveauer og handler om både organisation, teknik og medarbejdernes ageren.
God it-sikkerhed kræver både fokus fra ledelsen, tilstrækkelige tekniske foranstaltninger og løbende uddannelse og opmærksomheds-træning af brugerne.
Skærpet kontrol med ansatte
Rigsrevisions kontrolbesøg i Region Midtjylland foregik i foråret, hvor tre af fem regioner fik besøg. Rigsrevisionen konkluderer på baggrund af besøgene, at beskyttelsen af adgangen til it-systemer og sundhedsdata ikke er tilfredsstillende i de tre regioner.
Region Midtjylland får kritik for:
- brug af computere med forældede styresystemer
- mangelfuld kontrol af medarbejdere med særlige rettigheder på it-området
- mangelfuld logning af informationer om medarbejdere med særlige it-rettigheder
- Vi udskifter løbende vores gamle computere med nye. Det arbejde har vi været i fuld gang med i flere år. Nu er vi næsten i mål og i gang med at isolere de resterende computere fra internettet. De få medarbejdere, der har særlige it-rettigheder, skærper vi nu sikkerheden omkring, siger Claus Wegener Kofoed.
Rigsrevisionens rapport om tre regioners it-sikkerhed er i dag offentliggjort på www.rigsrevisionen.dk.
Se Statsrevisorerne bemærkninger til rapporten her
Se flere nyheder om it i Region Midtjylland her
Flere oplysninger:
Claus Wegener Kofoed, it-direktør Region Midtjylland. Tlf.: 7841 2600 / 2112 5905. claus.kofoed@rm.dk