Aarhus Universitetshospital deltager i et banebrydende udviklingsprojekt på spildevandsområdet
09.10.2017
Medicinrester i spildevand er et problem, som koster mange millioner kroner at løse.
En ny biologisk rensningsteknologi skal gøre det muligt at fjerne lægemidler fra spildevand på en bæredygtig og miljømæssig god måde - til en brøkdel af prisen sammenlignet med tidligere. Aarhus Universitetshospital (AUH) arbejder sammen med DTU, Teknologisk Institut, Krüger vand, Hillerød forsyning, DNV Gødstrup samt Herning Vand om at teste og færdigudvikle den nye metode.
Det er så vidt projektgruppen er orienteret første gang det er lykkedes at fjerne lægemidler fra spildevand alene ved hjælp af biologisk rensning på kosteffektiv vis. Derfor ser projektgruppen, at den nye metode har et kæmpe potentiale til at blive en game changer for hvor og hvordan man fjerner lægemidler fra spildevand. Såvel på nationalt som internationalt plan.
En vigtig del af projektet er at rense spildevandet for medicinrester centralt på det offentlige rensningsanlæg, da det er billigere i kr./m³ og mere effektivt sammenlignet med lokal rensning ved hospitalet. Ved at rense centralt får samfundet mest mulig effekt af miljøinvesteringerne.
Alene i Region Midtjylland vil det koste et trecifret millionbeløb at etablere rensning lokalt på hospitalerne, hvilket kun vil løse en lille del af problematikken. Projektet skal vise om skattekronerne ikke kan investeres langt mere hensigtsmæssigt i en opgradering af det centrale rensningsanlæg, hvor der også vil være størst miljømæssig gevinst.
Projektet gennemføres som et pilotprojekt hos Herning Vand, forløber fra primo 2018 til medio 2019, og er støttet af Miljøstyrelsen med ca. 3,5 mio. kr.
Flere oplysninger
- Thomas Møller, miljøkoordinator, Aarhus Universitetshospital, tlf. 2365 1043