11.10.2017

Samarbejde om investeringer i energieffektive løsninger i 11 midtjyske kommuner har forbedret indeklima og formindsket CO2-belastning på blandt andet skoler og i idrætshaller.

Region Midtjylland har siden 2014 organiseret samarbejdet i investeringsprogrammet "CeDEPI", hvor 11 kommuner har fået adgang til rådgivning frem mod investeringer i energieffektive løsninger i bygninger og gadebelysning.

Deltagerne i CeDEPI har på den baggrund gennemført grønne investeringer for 280 mio. kroner, mens der er igangværende projekter for 210 mio. kroner.  Det giver en samlet grøn investering på 490 mio. kroner i projektet, hvilket overstiger målsætningen, der lød på 431 mio. kroner, da CeDEPI startede i 2014.

- Ved at samarbejde om rådgivning og dele erfaringer på tværs af kommune- og faggrænser frem mod nye investeringer, sikrer vi det bedst mulige beslutningsgrundlag. Programmet viser, at regionen kan spille en vigtig rolle i det samarbejde, siger formand for Regionsrådet i Region Midtjylland, Bent Hansen (S).

EU-millioner til rådgivning

Programmet er støttet med 17,5 mio. kroner fra den Europæiske Investeringsbank, som alle er gået til teknisk rådgivning og anden forberedelse frem mod investeringerne. De enkelte kommuner har så foretaget – eller forpligtet sig til at foretage – selve investeringerne. Og den tilgang har båret frugt.

Afslutningsrapporten i CeDEPI viser nemlig markante driftsbesparelser og bedre indeklima i bl.a. skoler og idrætshaller i de 11 kommuner. Tusindvis af gadelys er blevet udskiftet til energirigtige nye, og investeringerne i projektet vil, ifølge rapporten, samlet set reducere udledningen af CO2 med 7.700 ton per år.

Læs mere om CeDEPI

Fakta

  • CeDEPI (Central Denmark Energy Planning and Investment) er et tværkommunalt/regionalt investeringsprogram under den såkaldte ELENA-ordning støttet af den Europæiske Investeringsbank.
  • Region Midtjylland har faciliteret samarbejdet med kommunerne: Norddjurs, Syddjurs, Samsø, Randers, Favrskov, Silkeborg, Horsens, Hedensted, Viborg, Herning og Ringkøbing-Skjern.
  • EU har støttet programmet med 17,2 mio. kroner, der er gået til teknisk rådgivning og anden forberedelse af investeringer.
  • Målet var at der skulle nås investeringer for 431 mio. kr. Det mål har projektet nået – og mere til, da der siden starten i 2014 er igangsat energiprojekter for i alt 490 mio. kroner.
  • ELENA ordningen er også i spil i et andet aktuelt Midtjysk projekt på Energiområdet, nemlig REFER, der retter sig mod fremtidssikring af regionens fjernvarmeværker. læs mere: http://www.rm.dk/om-os/aktuelt/nyheder/nyheder-2017/maj-17/milliontilskud-satter-turbo-pa-gron-fjernvarme/

Flere oplysninger

 

Bent Hansen (S), Formand for Regionsrådet i Region Midtjylland, tlf. 4031 3707

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer