13.10.2017

Der skal bruges næsten en million stemmesedler til regionsrådsvalget den 21. november. I dag, fredag, går de første stemmesedler i trykken.

Fredag den 13. oktober klokken 9 begyndte maskinerne at hvæse og buldre på Oddesundvej i Esbjerg. Trykstarten gik til produktionen af stemmesedler til regionsvalget i Region Midtjylland.

Trykstarten markerer afslutningen på de omfattende forberedelser, det kræver at sætte 20 politiske lister og 259 kandidaters navne på knap 30 tons papir.

Som pengesedler

Når der skal være en stemmeseddel til alle borgere over 18 år, er der i alt brug for 980.000 gule eksemplarer. Det er med stemmesedler lidt som med pengesedler, en tillidssag, for kommer der falske i omløb, stemmer regnskabet ikke. Blandt andet derfor er opgaven med at trykke stemmesedlerne til regionsvalget i Region Midtjylland lagt i hænderne på trykkeriet Rosendahls Print Design Media i Esbjerg. Trykkeriet er sikkerhedsgodkendt, og fremstiller også en række andre højtprofilerede opgaver, som for eksempel lovbekendtgørelser og eksamensopgaver.

Sikkert og bæredygtigt papir

De mange kilometer FSC-certificeret papir er af sikkerhedshensyn en gennemfarvet type, som er meget vanskelig at forfalske.Planlægningen af produktionen er i sig selv en stor udfordring, fordi grafikere og trykkeri først får endelige oplysninger om navnene på kandidater og partilister 48 timer før trykstart.

Fakta om trykstart og stemmeseddel

 

  • Med 90 cm. mod 102 cm i 2013 bliver stemmesedlen denne gang lidt nemmere at håndtere. Den bliver også 25 cm bred i stedet for 35 cm.
  • Den første stemmeseddel skal godkendes og underskrives af Region Midtjyllands kontrollanter.
  • Maskinen trykker ca. 18.000 stemmesedler i timen.
  • En anden maskine tæller de 980.000 stemmesedler op i bundter af 100 styk, som bliver pakket i kasser til hver enkelt valgkreds.

Flere oplysninger

  • Kasper Kolind, kontorchef, Koncern Kommunikation, tlf. 7841 0650 / 2933 5680 / kasper.kolind@stab.rm.dk
  • Lars Kristiansen, Key account manager, Rosendahls Print Design Media, tlf. 2121 4337 / lk@rosendahls.dk

 

Stemmesedlerne trykkes nu

Trykningen af de 980.000 gule stemmesedler, der skal bruges til regionsrådsvalget 21. november, er netop gået i gang. Foto: Region Midtjylland / Rune Borre-Jensen.


Billedet kan frit anvendes i forbindelse med omtale af indholdet i denne nyhed med følgende kreditering. Foto: Region Midtjylland / Rune Borre-Jensen.