20.09.2017

Kom og oplev hverdagen i Grenaa Sundhedshus og mød personalet i klinikkerne. Torsdag den 5. oktober 16.30-18.30 åbner sundhedshuset dørene til Åbent hus.

Grenaa Sundhedshus inviterer alle interesserede borgere indenfor til Åbent hus torsdag den 5. oktober kl. 16.30-18.30. Arrangementet byder på aktiviteter for både store og små. 

- Vi holder åbent hus, fordi vi vil give alle borgere mulighed for at få kendskab til husets opbygning og de mange regionale, kommunale og private sundhedstilbud, der er i huset. Husets personale vil denne sene eftermiddag åbne op for klinikkerne og fortælle om deres arbejde. Vi glæder os til at møde borgerne udenfor arbejdstiden til en snak om, hvad vi kan gøre for dem, siger Jonas Dahl, hospitalsdirektør, Regionshospitalet Randers.

Hospitalsdirektøren er også til stede under arrangementet. Han tager imod gæsterne på dagen, og er klar på en snak med gæsterne om stort og småt i forhold til sundhedshusets hospitalsfunktioner.

Aktiviteter for store og små

Arrangementet inviterer borgerne til at gå på opdagelse i sundhedshuset, hvor der vil være aktiviteter for alle aldre. Et udvalg af klinikkerne holder åbent, og gæsterne er velkomne til at gå indenfor og møde personalet, der vil give et indblik i arbejdet i klinikkerne. Det vil bl.a. være muligt at få målt blodtryk og blodsukker på dagen – og overvære en blodtapning i Blodbanken, ligesom man også kan blive tilmeldt som bloddonor.

Falck byder indenfor i en lægebil og en ambulance, hvor gæsterne kan se bilernes udstyr og høre om arbejdet som udkørende læge og falckredder. Falcks ansatte giver også undervisning i genoplivning til arrangementet.

Praktisk information

  • Åbent hus afholdes 5. oktober 2017 kl. 16.30-18.30 i Grenaa Sundhedshus, Sygehusvej 15-19 og Kløvervang 69-71. Gratis entré og tilmelding er ikke nødvendig.
  • Se program og aktiviteter for Åbent hus i Grenaa Sundhedshus: www.grenaasundhedshus.dk/abent-hus 

Yderligere oplysninger

Jonas Dahl, hospitalsdirektør, tlf.: 2974 4145

Cecilia Honores Møller, kommunikationschef, tlf.: 4079 2609