07.09.2017

Et instrument til at lægge dræn i lungehulen, som er udviklet på Aarhus Universitetshospital, kan pludselig komme mange patienter til gavn

En amerikansk producent af medicinsk udstyr har købt rettighederne til at producere KatGuide, som er et lungekirurgisk instrument udviklet af overlæge Niels Katballe på Aarhus Universitetshospital i samarbejde med ingeniør Peter Heydorn.

Læger på hospitalernes akutmodtagelser står jævnligt med patienter, der hurtigt skal have lagt en plastikslange (pleuradræn) ind mellem indersiden af brystkassen og lungerne for at få fjernet væske eller luft fra lungehulen. Luft eller væske i lungehulen kan være livstruende, fordi der bliver mindre plads til lungen og fordi et øget tryk i lungehulen hæmmer tilbageløb af blod til hjertet. Ved ophobning af luft eller væske i lungehulen er det ofte nødvendigt med akut udtømning.

Regional støtte til projektet

I dag anvender lægerne en holdetang (pean) til at føre drænet ind i lungehulen (pean-metoden). Hvis luft er problemet, skal spidsen af pleuradrænet placeres i toppen af lungehulen, og hvis væske er problemet, skal drænet placeres i bunden af lungehulen. Observationer på Aarhus Universitetshospital har imidlertid vist, at drænplaceringen er upræcis med pean-metoden.

Hjerte-lunge-kirurgisk overlæge på Aarhus Universitetshospital Niels Katballe har i samarbejde med ingeniør Peter Heydorn udviklet et nyt kirurgisk instrument, der skal forbedre lægernes mulighed for at placere et pleuradræn sikkert og nøjagtigt. Udviklingen af KatGuide er sket i selskabet Pleuratech i samarbejde med Aarhus Universitet og Region Midtjylland og med støtte fra Capnova og MTIC.

Medarbejdere skaber nye løsninger

- Udviklingen af KatGuiden er et godt eksempel på, hvordan medarbejdere i sundhedsvæsenet kan skabe nye løsninger ved at tænke innovativt og samarbejde på kryds og tværs om forskning og udvikling af nye løsninger til gavn for patienterne. I dette tilfælde er der udviklet et produkt, som både er interessant for erhvervslivet og kan forbedre behandlingen af patienter verden over, siger lægefaglig direktør Claus Thomsen, Aarhus Universitetshospital.

KatGuide er i princippet et bøjet rør, som indføres i lungehulen, efter at lægen har lavet et hul gennem brystvæggen. Spidsen af guiden peges op eller ned i lungehulen, hvorefter drænet kan føres gennem KatGuiden og placeres i den ønskede dybde.

Anbefales i amerikansk lærebog

KatGuiden blev afprøvet og sammenlignet med pean-metoden i et studie, hvor 109 patienter på de hjerte-lunge-kirurgiske afdelinger i Aarhus, Odense og Aalborg var med. I KatGuide-gruppen blev 84 % af drænene placeret optimalt mod 53 % ved pean-metoden. Brug af KatGuide bliver anbefalet i 3. udgave af den amerikanske udbredte og ansete lærebog i akut medicin, Eric F. Reichman’s  Emergency Medicine Procedures, som udkommer i 2018.

Det er imidlertid alt for stor en opgave for Niels Katballe og hans samarbejdspartner ingeniør Peter Heydorn at producere, markedsføre og distribuere KatGuide, og derfor har planen været at indgå en aftale med en international medico-virksomhed af en vis størrelse. Det er lykkedes nu, hvor Pleuratech har indgået en licensaftale med medico-virksomheden Merit Medical Systems.

Flere oplysninger:

Overlæge Niels Katballe, tlf. 6168 3931 Niels.Katballe@skejby.rm.dk