11.09.2017
Som kommende eller nybagte forældre oplever de fleste livslyst og glæde. Men der kan også være nogle, der oplever sårbarhed og afmagt. Forældreskabet forandrer livet, og ofte kan kvinderne have brug for en at vende tankerne med. Det kan de på Regionshospitalet Randers, hvor Fødeafdelingen netop har indgået samarbejde med en præst, der er specialiseret i samtaler med gravide og nybagte mødre.
- Samtalerne er fortrolige, og det er mit håb, at de kan løsne for nogle ting hos den enkelte mor eller hos parret og bidrage til et bedre forældreskab, siger Therese Strand Nielsen, præst. Foto: Helle Brandstrup Larsen.
Forældreskabet forandrer ens liv. Mange gravide og nybagte mødre oplever et væld af forskellige – også ofte modstridende – følelser i forbindelse med forældreskabet. For at give kvinderne og deres familier en god start på livet med en lille ny, tilbyder Fødeafdelingen de kommende og nybagte mødre samtaler med en præst, der er klar til at tale med kvinderne om alt det, der ligger dem på sinde.
- At blive mor afstedkommer mange forskellige følelser og vækker minder hos kvinderne. Nogle tænker tilbage på minder fra egen barndom og ønsker at tale om, hvordan de gerne selv vil danne en familie. Men de kan også komme i tvivl om moderrollen og blive bekymrede for om, de nu magter opgaven. Alle følelser er i spil. Vi ønsker at give kvinderne støtte ved at tilbyde dem samtaler med en præst, der er god til at lytte og tale – også om det, der er svært. Vi har gode erfaringer med, at samtaler bidrager til øget trivsel og sundhed hos de nye mødre, siger Mette Kryger Ahrentsen, vicechefjordemoder ved Regionshospitalet Randers.
Fødeafdelingen på Regionshospitalet Randers er det eneste sted i landet, der tilbyder kvinder samtaler med en præst som supplement til det offentlige tilbud i svangreomsorg. Tilbuddet, der netop er lanceret på hospitalet, er blevet taget godt imod af både gravide, nybagte mødre og jordemødre i Fødeafdelingen.
Samtaler for alle uanset religiøst tilhørsforhold
Therese Strand Nielsen er præsten, der holder samtalerne med kvinderne. Hun oplever en stor interesse for samtalerne med hende, der holdes hver mandag i Randers Sundhedscenter på Thors Bakke. Samtalerne er for alle kvinder med eller uden partner – og upåagtet deres religiøse tilhørsforhold.
- Jeg er glad for at kunne hjælpe igennem samtale – hovedsagligt som den lyttende part. Vi kommer omkring mange emner i samtalerne bl.a. fødselsoplevelsen, familiedannelse og det at have ansvar for andre end sig selv. Det at blive mor kan også åbne op for eksistentielle tanker hos den enkelte. Vi vender både store og små emner – også tabuiserede emner. Samtalerne er fortrolige, og det er mit håb, at de kan løsne for nogle ting hos den enkelte mor eller hos parret og bidrage til et bedre forældreskab, siger Therese Strand Nielsen, præst.
Therese Strand Nielsen har været sognepræst siden 2011. Hun er i dag sognepræst i Store Brøndum-Siem-Thorup pastorat og Brorstrup-Ravnkilde pastorat i Nordjylland. Sideløbende med sin præstegerning har hun specialiseret sig i samtaler med gravide og nybagte mødre, da hun har interesse i, hvordan folkekirken kan gøre en forskel i svangreomsorg og for familiedannelse.
Fakta:
Det er muligt at booke tid til samtale hos Therese Strand Nielsen via sekretæren i jordemodercentret på Regionshospitalet Randers. Samtalerne vil finde sted på mandage i alle uger, hvor præsten har sin konsultationstid.
Kvinderne er også velkomne til at invitere sin partner med til en konsultation.
Book tid til samtale:
Tlf.: 7842 1090
Telefonen er åben mandag til torsdag kl. 9.30-11.30
Samtalen finder sted:
Randers Jordemoderkonsultation
Randers Sundhedscenter – Thors Bakke
Biografgrade 3, niveau 1
8900 Randers
For yderligere informationer, kontakt:
- Mette Kryger Ahrentsen, vicechefjordemoder, tlf.:7842 1016
- Therese Strand Nielsen, præst, tlf.: 4240 9747
- Cecilia Honores Møller, kommunikationschef, på tlf.:4079 2609