29.09.2017

Fra nytår skal alle speciallæger i Region Midtjylland takke nej til tilbud om at få støtte til rejser og konferencer i forbindelse med efteruddannelse. Med beslutningen påtager regionen sig sit fulde arbejdsgiveransvar.

Region Midtjylland har besluttet, at alle udgifter til rejser, kompetenceudvikling og efteruddannelse fra årsskiftet skal betales af hospitalerne selv. Og ikke af sponsorer som fx medicinalindustrien.

Beslutningen blev truffet i enighed af regionens direktion og lægefaglige direktører fra alle regionens hospitaler.
Aktuelt er regionen løbet ind i en stribe problemer med lægernes formelle habilitet i arbejdet med at udpege eksperter til Medicinrådet og fagudvalg under dette.

Det nationale råd udarbejder anbefalinger og vejledninger om lægemider til de fem regioner, der skal følge vejledningerne.

Venligt men klart "nej-tak"

- Vi har brug for, at mange flere læger formelt er habile til at indgå i Medicinrådets arbejde. Principielt er det en god ordning at arbejdsgiveren sikrer medarbejderne den nødvendige efteruddannelse. Med et absolut venligt ment, men alligevel klart "nej-tak" til rejse og konference-sponsorater, gør vi det nu tydeligt, at Region Midtjylland selv betaler for speciallægernes efteruddannelse. På den måde sikrer vi, at vores læger også formelt er habile til arbejdet i medicinrådet, siger koncerndirektør Ole Thomsen.

Beslutningen skal bl.a. sikre at regionens læger har mulighed for at indgå i Medicinrådets arbejde.

- Speciallæger lærer på mange måder. Forskning viser, at læger lærer bedst ved at reflektere over det daglige kliniske arbejde. Disse metoder vil vi fremover have fornyet opmærksomhed på. Kurser og konferencer er vigtige for bl.a. netværk og samarbejde, og vil fortsat blive prioriteret, siger Ole Thomsen.

Fakta

  • Medicinrådets etablering og de udmeldte habilitetskrav, hvor fagudvalgsmedlemmer ikke må deltage i konferencer, rejser og efteruddannelse betalt af medicinalindustrien, har aktualiseret diskussion om, hvem der har ansvaret for, hvordan danske speciallægers konferencer, rejser og efteruddannelse finansierers.
  • Beslutningen om stop for sponsorering af lægers rejser og efteruddannelse er truffet i enighed af regionens direktion og lægefaglige direktører fra alle regionens hospitaler.
  • Ordningen ventes indført fra årsskiftet.
  • Principbeslutningen skal nu konkretiseres i en Regional retningslinje, der udarbejdes i dialog med medarbejderne og godkendes endeligt af direktionen.

Flere oplysninger

  • Koncerndirektør Ole Thomsen, 2146 9807, Ole.thomsen@stab.rm.dk
  • Berit Bjerre Handberg, Kontorchef, Sundhedsuddannelser, 2162 0054, Berit.Handberg@stab.rm.dk
  • Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer/