Forskningsprojektet Aktiv Patientstøtte fik i den grad sat gang i KOL-patienten, Tage Noe Pedersen og hans genoptræning. I dag har han anskaffet en firbenet træningspartner.

Efter adskillige indlæggelser og en kraftigt nedsat hjerte- og lungekapacitet, var lægernes besked til Tage Noe Pedersen, at genoptræning og motion var vejen frem for at undgå fremtidige indlæggelser.

Men af forskellige grunde, kom 70-årige Tage Noe Pedersen ikke i gang med træningen, før han sidste sommer blev en del af det landsdækkende forskningsprojekt Aktiv Patientstøtte, hvor borgere med kronisk sygdom jævnligt ringes op af en støttesygeplejerske.

Sygeplejersken coacher og vejleder, og i Tage Noe Pedersens tilfælde var det lige præcis det, der skulle til. I dag har han ikke bare gennemført et 12 ugers genoptræningsprogram i Auning, hvor han bor – han har også anskaffet sig den særdeles motionskrævende retriever, Mira.

Personlig træner – og indpisker

- Hun er min personlige træner, smiler Tage Noe Pedersen og henviser til de daglige runder i hundeskoven, som man ikke slipper udenom, som hundeejer.

Men selvom det er Mira, der er den daglige indpisker, startede det hele altså med den Aktiv Patientstøtte. En støtte, som Tage kun har godt at sige om.

- Der var sket nogle misforståelser omkring min genoptræning, men det hjalp støttesygeplejersken mig med at få rådet bod på. Og da jeg først kom i gang, havde det så god en effekt, at jeg besluttede mig at anskaffe Mira. På den måde er jeg jo sikker på at komme ud af huset flere gange dagligt, siger han.

- Vi kan se af vores sundhedsprofil, "Hvordan har du det?", at mange borgere gerne vil leve sundere. Flere af de patienter der er hårdest ramt af sygdom, har svært ved at forstå hospitalernes anbefalinger og vejledninger. Patientstøtten er en god hjælp til dem, der har brug for et venligt skub i ryggen, siger Annette Roed, formand for udvalget for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland.

Tage Noe Pedersen fortæller, at støttesygeplejersken også er anledning til, at han nu kommer i den lokale pensionistforening, og at Aktiv Patientstøtte desuden har gjort ham langt mere tryg ved sin situation.

- Sygeplejersken minder mig jo om, hvad jeg skal huske at spørge lægerne om, og hun holder mig fast på mine træningsmål. F.eks. kunne jeg for nyligt fortælle hende, om min og Miras seneste rekord: En hel runde på to km. i hundeskoven - uden pauser. Det er noget, jeg er ret stolt over. Men en stor del af æren tilfalder altså Aktiv Patientstøtte, siger Tage Noe Pedersen.

En god investering

Det er en fortælling, der også vækker glæde i det nationale sekretariat for Aktiv Patientstøtte. Det er herfra de 100 støttesygeplejerskers arbejde er blevet koordineret, siden regeringen i 2017 besluttede at afprøve Aktiv Patientstøtte som metode.

 

Programleder Anne Hvenegaard har da også store forventninger til resultatet, og glæder sig til, at man fra den 9. april begynder at måle på, hvilken forskel Aktiv Patientstøtte gør for patienterne.

-Vi tror på, at Aktiv Patientstøtte vil styrke rigtig mange patienter, så deres livskvalitet øges og antallet af indlæggelser reduceres. Dermed vil det være en rigtig god investering. Både i forhold til den enkelte patient, og i forhold til sundhedsøkonomien, siger hun og henviser til, at den aktive patientstøtte allerede er afprøvet i Sverige og i Region Sjælland med gode resultater.

- Projektets udgangspunkt er, at der skal være særlige indsatser for nogen, hvis alle skal have lige mulighed for sundhed. Dermed skal der tænkes på tværs og helhedsorienteret, og på at udnytte de eksisterende tilbud. Og det er præcist det, vores støttesygeplejersker gør, når de hver dag ringer ud til patienter i hele landet.

Fakta:

Aktiv Patientstøtte – kort fortalt:

  •  Aktiv Patientstøtte er målrettet borgere med kroniske sygdomme, og er et supplement til patientens normale behandling og rehabilitering
  • Patienter udvælges via en statistisk model baseret på deres tidligere kontakter med sundhedsvæsenet og deres diagnoser. Der kan derfor ikke henvises til Aktiv Patientstøtte

  • I perioden 2017 – 2019 modtager 15.000 patienter over hele landet telefonopkald fra en specialuddannet sygeplejerske. Forløbet strækker sig typisk over seks-ni måneder

  • Sygeplejersken støtter og coacher patienten med det formål at styrke dennes livskvalitet og deres evne til at håndtere deres sygdom, samt evne til at navigere i sundhedssystemet
  • Af de 15.000 patienter, der får Aktiv Patientstøtte, vil 4.400 indgå i den del af projektet, der skal kortlægge effekten i forhold til bl.a. patientens livskvalitet
  • I Region Midtjylland er Aktiv Patientstøtte forankret ved Regionshospitalet Randers og Hospitalsenheden Vest. Der er dermed to patientstøtteenheder med ti sygeplejersker i hver.
  • Aktiv Patientstøtte udspringer af Sundhedsministeriets strategi ”Jo før – jo bedre”.

Yderligere oplysninger:

  • Læs mere om Aktiv Patientstøtte på www.aktivpatientstoette.dk
  • Projektleder Aktiv Patientstøtte, Kristine Lindeneg Drejø, Region Midtjylland. Tlf. 2135 8847 kristine.drejoe@stab.rm.dk
  • Formand for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland, Annette Roed, Tlf. 5384 9440

Som en følge af forskningsprojektet Aktiv Patientstøtte har 70-årige Tage Noe Pedersen fra Auning anskaffet hunden Mira. Den sørger for, at jeg får den motion, jeg skal have, siger han.