28.04.2018
Natten til lørdag 28. april er der indgået forlig for alle ansatte i regionerne. Dermed er en eventuel konflikt foreløbig afblæst og behandling på hospitaler forsætter som planlagt.
Forhandlingsleder for Danske Regioner, Anders Kühnau, har indgået overenskomst med repræsentanter for alle ansatte i regionerne.
- Jeg er meget glad for, at vi har lavet en samlet aftale, hvor vi har fået alle medarbejdergrupper på det regionale område med. Vi har hele tiden gået efter en forhandlet løsning, og det er nu lykkedes. Det glæder jeg mig over på både personalets og patienternes vegne, siger Anders Kühnau, regionsrådsformand i Region Midtjylland.
Konflikten er afblæst indtil videre
Aftalen omfatter 133.000 medarbejdere på hospitalerne og andre arbejdspladser i regionerne. Konflikten er dermed afblæst med det forbehold, at aftalen skal godkendes af medarbejderne ved urafstemninger. Strejke og lockout suspenderes indtil resultatet af afstemningerne foreligger 6. juni.
Bliver aftalen godkendt, er konflikten afværget. Forkastes resultatet, gælder strejke- og konfliktvarsler stadig.
- Jeg håber kraftigt – og regner selvfølgelig med – at aftalen falder endeligt på plads i de enkelte organisationer, for vi har lavet en rigtig god aftale med et klart løft af samtlige personalegrupper. Vores personale knokler, og det vil vi gerne anerkende i regionerne. Det gør vi med aftalen, siger Anders Kühnau.