Forskningens Dag fejrer hospitalets stærke forskningstradition
16.08.2018
Onsdag d. 22. august er NIDO | danmark vært for Forskningens Dag i Hospitalsenheden Vest. Konferencen foregår i MCH Herning Kongrescenter og fejrer ny viden fra hospitalets mangfoldige forskningsmiljøer i Holstebro og Herning.
For fjerde år i træk er hospitalets forsknings- og uddannelsescenter NIDO | danmark vært for Forskningens Dag i Kongressalen - en videnskabelig fejring af hospitalets nye forskningsresultater for forskere og forskningsinteresserede på Hospitalsenheden Vest.
37 oplæg fra hospitalets forskere
Seniorforskere, professorer, lektorer, ph.d.-studerende og forskningsårsstuderende vil præsentere 37 oplæg med ny viden, og herudover byder dagen på to inviterede foredrag:
Erfaring med og perspektiver for klinisk forskning
v/ Jørgen Frøkiær, professor, overlæge og institutleder for Institut for Klinisk
Medicin, Aarhus Universitet.
Værdiskabende grundforskning: en odyssé fra Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet
v/ Claus Olesen, seniorforsker og research business manager, Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet.
En stærk forskningstradition med store ambitioner
Meget af hospitalets forskning foregår bl.a. i samarbejde med Health, Aarhus Universitet, og Jørgen Frøkiær, der leder Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, glæder sig til en spændende dag i forskningens tegn.
”Hospitalsenheden Vest er et fremragende regionshospital med en i særklasse stærk forskningstradition – det siger sig selv, når man for fjerde gang kan invitere til så ambitiøst et videnskabeligt møde med afsæt i den lokale patientnære forskning. På Institut for Klinisk Medicin er vi glade for det tætte forskningsmæssige samarbejde med hospitalsenhedens universitetsklinikker, og jeg håber, at vi kan udvikle samarbejdet om den kliniske forskning i et omfang og tempo, der tager højde for, at sundhedsforskning samlet set bevæger sig mod mere komplicerede designs, større patientgrupper og stadig mere avanceret teknik,” siger Jørgen Frøkiær.
Flot opbakning og gode udsigter glæder NIDO | danmark
Opbakningen til Forskningens Dag fra hospitalets forskningsområder og samarbejdspartnere i Region Midtjylland glæder NIDO | danmarks forskningskoordinerende ledende overlæge Annette Haagerup, som ser frem til at kunne slå dørene op til en alsidig dag i videnskabens tegn:
"Det er på denne dag, at vi fejrer hospitalets mange nyskabende forskningsresultater, og der er al mulig grund til at glæde sig til med de mange flotte bidrag, som vi har modtaget. Dette vidner om, at stor faglighed, dygtighed og kreativitet er en del af forskningsområdernes DNA."
Forberedelser til kommende forsknings- og uddannelsescenter i Gødstrup er i fuld gang
Snart vil der være endnu mere at fejre, for i løbet af efteråret udvælges det firma, som skal stå for total-entreprisen og byggeriet af det kommende forsknings- og uddannelsescenter ved Regionshospitalet Gødstrup. Herudover er arbejdet med at udvikle hospitalet som et forskningsaktivt regionshospital, der skaber og anvender ny viden på højeste internationale niveau inden for de store folke- og livsstilssygdomme, i fuld gang.
Et vigtigt skridt på vejen er bl.a. et mål om at få ansat forskningsansvarlige overlæger på samtlige kliniske og parakliniske afdelinger, siger hospitalsdirektør Poul Michaelsen.
"Der er stor opbakning til udviklingen, hvilket er vigtigt, for de forskningsansvarlige overlæger er vækstfremmere, der nærer forskningsmiljøerne og får dem til at vokse og skabe ny viden. Dette er en vigtig forudsætning for, at hospitalet kan levere patientbehandling af højeste kvalitet og være med til løse nogle af samfundets udfordringer."
Mere information om Forskningens Dag
- Programmet byder på en kombination af mundtlige præsentationer, poster-præsentationer og inviterede foredrag. Konferencen afsluttes med en festmiddag i Teaterkælderen, hvor NIDO | danmark vil uddele priser for de bedste videnskabelige præsentationer og en publikumspris.
- Læs mere om Forskningens Dag 2018.
Fakta om hospitalets forskning og NIDO | danmark
- Hospitalsenheden Vest har 8 professorer, 28 lektorer, 40 ph.d.-studerende, 3 universitetsklinikker, over 170 videnskabelige publikationer om året, og er et af Danmarks mest forskningsaktive regionshospitaler.
- Hospitalets mål er at fremme nye og udvikle de eksisterende forskningsmiljøer indenfor de store folke- og livsstilssygdomme frem mod åbningen af Regionshospitalet Gødstrup i 2020.
- Læs mere om hospitalets forskning og forskningsmiljøer: http://www.vest.rm.dk/forskning
NIDO | danmark er Hospitalsenheden Vests forsknings- og uddannelsesstøtteenhed, der skaber forbindelser og rammer til gavn for forskere og patienter, forskningsviden, uddannelse og patientbehandling. - NIDO | danmark åbner som et fysisk forsknings- og uddannelsescenter ved siden af Regionshospitalet Gødstrup i 2020, bl.a. med faciliteter til biobank, forskning og undervisning. Læs mere om planerne for NIDO | danmark: http://www.nido.rm.dk
Yderligere oplysninger
- Annette Haagerup, forskningskoordinerende ledende overlæge ved NIDO | danmark, Hospitalsenheden Vest, tlf. 2461 9931.
- Poul Michaelsen, hospitalsdirektør, Hospitalsenheden Vest, tlf. 2137 5007.
- Merete Friis Jeppesen, kommunikationskonsulent, Hospitalsenheden Vest, tlf. 2962 4447.