Ungementorer støtter unge i at finde ny kurs efter en hjerneskade
15.08.2018
Der er ros og anerkendelse for ungementorordning til Regionshospitalet Hammel Neurocenter, Region Midtjylland og kommunerne i Region Midtjylland i en rapport fra Sundhedsstyrelsen. Ungementorer støtter unge, der har fået en hjerneskade, i at komme videre i livet og klare sig med de nye vilkår.
Slutevalueringen fra Sundhedsstyrelsen bekræfter, at Region Midtjyllands ungementorer gør en markant forskel for både de unge og deres netværk. Rapporten kommer med en anbefaling om, at erfaringerne med ungementorer udbredes til øvrige regioner og deres kommuner.
Ungementorfunktionen er en ny og anderledes måde at støtte unge med en hjerneskade i et godt og aktivt ungeliv med uddannelse, arbejde og deltagelse i fællesskaber. De unge skal bygge bro mellem det gamle og det nye liv og mellem den gamle og den nye identitet. Samtidig skal de forholde sig til de kognitive vanskeligheder og eventuelle funktionstab, som hjerneskaden har medført.
- Ungementorerne er et godt og billigt tilbud, som den enkelte kommune ville have vanskeligt ved selv at løfte. De er kompetente og har høj faglighed, og de unge er tilfredse med støtten. Ungementor-teamet er forankret på Hammel Neurocenter, og det betyder nærhed til de unge før udskrivning, skræddersyet støtte og coach til den enkelte og de pårørende, siger Karin Holland, der er direktør i Sundhed og Velfærd i Horsens Kommune.
Erfaringer med ungementorfunktion samlet i guide
- Unge med en erhvervet hjerneskade kan have forskellige udfordringer på grund af deres hjerneskade. Særligt i situationer der kræver noget ekstra – eksempelvis en eksamen, hvis kæresten pludselig smutter, eller hvis de skal flytte hjemme fra. I sådanne situationer er vores fornemmeste opgave at lytte og støtte de unge. Vi har samlet vores viden og erfaringer i guiden "Guide til ungementorer", som vi håber, at andre fagpersoner indenfor hjerneskadeområdet kan få glæde af, siger Hanne Skovgaard Petersen, der er en af ungementorerne i Region Midtjylland.
Den nye guide skal hjælpe kommuner og regioner, der skal i gang med at etablere en ungementorfunktion. Guiden er udviklet på baggrund af tre års arbejde med at udvikle ungementorfunktionen i Region Midtjylland for unge med en erhvervet hjerneskade mellem 15 og 30 år. Efter projektperioden er målgruppen nu udvidet til også at omfatte unge med langvarige følger efter hjernerystelse, og der er en lidt større fleksibilitet i aldersspændet.
- Som mentor synes jeg, at guiden er meget brugbar. Jeg synes især, at guiden er god, fordi den er teoretisk underbygget, idet ungementorerne deler de teorier og metoder, de benytter, og at de også kobler eksempler fra praksis på. Det gør den nem at forstå og nem at overføre til sit eget arbejde, siger Pernille Høyer Nilsson, der er ergoterapeut i Bornholms Regionskommune og har afprøvet guiden.
Ungementorer møder de unge på deres præmisser
Ungementorerne møder de unge på deres præmisser. De kan eksempelvis mødes på den unges efterskole, på arbejdet eller i naturen. De har også mulighed for at gå til og fra – det vil sige, at ungementorerne kan komme og være der for den unge, når behovet er der. Og i de perioder, hvor der ikke er behov for en ungementor, kan de trække sig. Hvis den unge eksempelvis flytter til en anden kommune, kan ungementoren følge med i den nye kommune. Ungementorerne samler også de unge og deres pårørende i meningsfulde netværk på tværs af kommuner. Ordningen er på mange måder meget fleksibel.
Ungementorfunktionen i Region Midtjylland begyndte som et tre årigt projekt finansieret med satspuljemidler og støtte fra TrygFonden. Det er en tværsektoriel og tværkommunal funktion, der nu er fortsat og finansieret af kommunerne i regionen.
Ungementorerne dækker hele Region Midtjylland, men har base på Regionshospitalet Hammel Neurocenter.
Yderligere oplysninger
• Hanne Skovgaard Petersen, ungementor, Hammel Neurocenter: 2374 4143
• Helle Dybkjær, afsnitsleder og ergoterapeut, Hammel Neurocenter: 2144 6383