Fælles løsning sikrer ferie til læger i Thyborøn og Lemvig
13.12.2018
Region Midtjylland og lægerne i Lemvig og Thyborøn er enige om rammerne for sommerferien 2019, så lægerne er sikret ferie og patienter kvalificeret lægehjælp.
Udsigten til at flere læger i Lemvig og Thyborøn stopper i 2019 gjorde de tilbageværende læger bekymret for, om de kunne holde sommerferie.
- Jeg vil gerne anerkende, at de praktiserende læger i Lemvig og Thyborøn yder en stor indsats. Deres bekymring er forståelig, siger Annette Roed (S), formand for Udvalget for nære sundhedstilbud.
På et møde onsdag aften blev lægerne og regionen enige om retningen for en ferieplan, der sikrer, at de tilbageværende læger kan holde ferie og kun skal passe hinandens patienter.
- Vi har haft et konstruktivt møde, hvor vi har drøftet tingene og haft alt på bordet. Vi er i fællesskab nået frem til en god løsning, som alle kan se sig i. Jeg håber, at de resterende læger fortsætter mange år endnu, siger Annette Roed.
De læger, der bliver tilbage, skal ikke passe de ophørende lægers patienter.
- Lægerne i Lemvig og Thyborøn yder en kæmpe indsats i et område som åbenlyst har store udfordringer med rekruttering af læger. Der er brug for ekstraordinære løsninger, for at passe på de læger som er tilbage i Lemvig, også når det fx handler om at sikre lægerne og deres personales sommerferie.
Det har vi nu regionens ord på at de vil sikre, og det er et udtryk for at der heldigvis også lyttes til lægerne i området.
Lægerne kan se frem til en sommer uden yderligere ekstra byrde-det er glædeligt og nødvendigt for både læger og patienter, siger læge Henrik Nyholm, PLO Midtjylland.
Fakta
- To læger i Lemvig ophører i 2019.
- Region Midtjylland sikrer deres patienter lægehjælp både i sommerferien og efterfølgende.
- De seks tilbageværende læger bliver derfor ikke yderligere belastet under ferieafviklingen.
Flere oplysninger
- Formand for Udvalget for nære sundhedstilbud Annette Roed (S), tlf. 5384 9440 annette.roed@rr.rm.dk.
- PLO Midtjylland, læge Henrik Nyholm, tlf. 4054 3545. henrik.nyholm@hotmail.com.
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer