H.K.H. Kronprinsessen indvier Aarhus Universitetshospital Psykiatrien
05.12.2018
Der er lagt op til en festdag, når H.K.H. Kronprinsessen onsdag den 16. januar 2019 indvier Aarhus Universitetshospital Psykiatrien i Skejby.
H.K.H. Kronprinsessen indvier psykiatriens nye og tidssvarende lokaler i sin egenskab af protektor for Psykiatrifonden.
Psykiatrien flyttede i november fra Risskov til nybyggeriet i Skejby.
En væsentlig begrundelse for flytningen har været et ønske om at samle psykiatrien på samme adresse som hospitalet med de fysiske sygdomme. I dag lever psykisk syge 15-20 år kortere end andre mennesker. Det skyldes ofte, at de går rundt med fysiske sygdomme, der ikke bliver opdaget eller behandlet i tide.
Det nye hospital indfrier også en række moderne krav til komfort, æstetik og sikkerhed. Patientstuerne er store, har eget bad og toilet og der er ikke længere synlige hegn omkring udendørsarealerne, fordi sikkerheden er tænkt ind i bygningerne.
H.K.H. Kronprinsessen ankommer til Aarhus Universitetshospital Psykiatrien, indgang K, den 16. januar kl. 11.00. Her bliver hun modtaget af regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Efter indvielsen er H.K.H. Kronprinsessen invitereret på en rundvisning i udvalgte dele af psykiatrien.
Senere samme dag besøger H.K.H. Kronprinsessen også Regionshospitalet Hammel Neurocenter, hvor hun deltager ved indvielsen af TrygFondens Familiehus.
Pressen modtager senere yderligere information om begge arrangementer.
Flere oplysninger
- Anders Kühnau, regionsrådsformand (S), tlf. 2360 2768
- Gert Pilgaard Christensen, direktør for Psykiatri og Social, tlf. 4036 0141