PRESSEMEDDELELSE FRA EUROPÆISK KULTURREGION: 

10.12.2018 

I dag præsenterede Aarhus Universitet sin evaluering af Aarhus 2017. Samarbejdet mellem region, kommuner og kulturaktører, der i dag hedder Europæisk Kulturregion, blev fremhævet som kulturhovedstadsårets særlige DNA og en af de allerstørste gevinster.

Ud over et velfungerende tværkommunalt kultursamarbejde tæller effekterne af Aarhus 2017 glade publikummer, tilfredse sponsorer, markant synlighed, høj brandingværdi, en styrkelse af kulturens rolle, aktivt medborgerskab gennem frivillighedsprogrammet "ReThinkers" og mange nye relationer både regionalt og internationalt. 

Pressefoto - RethinkIMPACTS - Foto_Lars Kruse_1024px.jpg

Resultaterne af forskningsprojektet rethinkIMPACTS 2017s evaluering af Aarhus 2017 blev i dag offentliggjort ved en konference på Aarhus Universitet. Blandt talerne var blandt andre kulturminister Mette Bock (LA). Foto: Lars Kruse, Aarhus Universitet. 

Den længe ventede, uafhængige evaluering af kulturhovedstadsåret er foretaget af forskningsprojektet rethinkIMPACTS 2017 ved Aarhus Universitet. Evalueringen er baseret på fem års indsamling og behandling af et omfattende datamateriale og er den hidtil største danske undersøgelse af et kulturprojekt i den størrelsesorden.

"De overvældende resultater bekræfter os endnu en gang i, at det er helt rigtigt at fortsætte samarbejdet i Europæisk Kulturregion. Samtidig kaster undersøgelsen lys over en masse værdifulde erfaringer, som kan bruges i den videre udvikling af samarbejdet," siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S). 

Kulturens rolle er blevet styrket 

Evalueringen viser således også, at kulturhovedstadsåret i mindre grad har skabt nye kulturbrugere i befolkningen. Den erfaring tages nu med videre.

"Det er en klar målsætning for regionen, at flere skal have adgang til kulturoplevelser, men kulturvaner er ikke noget, man bare ændrer fra den ene dag til den anden. Derfor anbefaler evalueringen endnu mere fokus på at tænke kultur samlet og langsigtet. Det er netop det, der er kernen i Europæisk Kulturregion," siger Anders Kühnau.

Han understreger, at evalueringen afslører et stærkt fundament for det fremtidige arbejde. 90 % af publikum havde en positiv oplevelse, en tredjedel af kulturinstitutionerne vurderer, at de nåede ud til nye publikummer, og projektet opnåede stor synlighed og høj kendskabsgrad.

Undersøgelsen viser desuden, at 80 % af programproduktionen blev varetaget af andre end Fonden Aarhus 2017 selv – primært lokale kulturinstitutioner og kunstnere. Projektet medvirkede derigennem til at synliggøre og opkvalificere de deltagende kulturaktører, og borgerne i Region Midtjylland oplever i stigende grad regionen som "et interessant kultursted".

"Effekterne taler for sig selv. Sammen kan vi opnå meget mere, end hver enkelt kommune eller kulturinstitution kan alene. Evalueringen er et godt rygstød til at fortsætteudviklingen af Europæisk Kulturregion i fremtiden," siger formand for Kommunekontaktrådet i Midtjylland, borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen (S).

Samarbejdet lever videre

På baggrund af de positive erfaringer fra Aarhus 2017 besluttede samtlige 19 kommuner allerede i november 2017 at fortsætte samarbejdet i et foreløbigt toårigt projekt, der i begyndelsen af 2018 fik navnet Europæisk Kulturregion.

Projektet har blandt andet planlagt en storstilet festival, "Genopdag", i uge 23-24 i juni 2019 med kulturarrangementer i hele regionen. Der er foreløbig uddelt 2.797.000 kroner til i alt tretten festivalprojekter. I anden ansøgningsrunde uddeles 873.000 kroner. 

RethinkIMPACTS - rapport

Læs hele rethinkIMPACTS 2017's evalueringsrapport her: http://projects.au.dk/aarhus2017/research-based-evaluation/main-report/

Kontakt

  

  • Anders Kühnau, formand for Regionsrådet i Region Midtjylland
    2360 2768 / kuhnau@rr.rm.dk
  • Torben Hansen, borgmester, Randers Kommune og formand for Kommunekontaktrådet i Midtjylland
    4093 1025 / torben.hansen@randers.dk
  • Pia Lange Christensen, kontorchef for Grøn Vækst og Oplevelser, Region 2910 0309 / pia.lange@ru.rm.dk

Om Europæisk Kulturregion

  EuropeanRegionOfCultureLogoNoTag_DK_RGB_Horizontal_FC_1024px.png 

  • Europæisk Kulturregion er et samarbejde mellem Region Midtjylland og alle 19 kommuner i regionen, som sammen skabte Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. 
  • Europlisk Kulturregion bygger på erfaringer fra Aarhus 2017 og fokuserer på borgerrettede arrangementer og projekter, der dyrker samarbejdet, sikrer geografisk spredning og har internationalt perspektiv. 
  • Projektet varer foreløbig to år indtil 1. januar 2020. 
  • Samarbejdet finansieres på den måde, at hver kommune bidrager med 1 krone per borger per år, og Region Midtjylland bidrager med samme beløb. Det giver i alt projektet et budget på 5,2 mio. kroner i 2018.2019. Herudover stiller Region Midtjylland to årsværk til rådighed og varetager således sekretariatsfunktionen og administrationen af samarbejdet. 

 

Hjemmeside: www.kulturregion.dk

Facebookside: www.facebook.com/Kulturregion