21.12.2018

47-årige Rikke Grøftehave Nielsen er pr. 1. februar 2019 ansat som ny overradiograf  i Røntgenafdelingen i Hospitalsenheden Vest.

Hun indtræder samtidig i afdelingsledelsen sammen med ledende overlæge Jens Jørgen Jensen.

Den kommende overradiograf  kender Røntgenafdelingen godt fra sin nuværende stilling som afdelingsradiograf.

Rikke Nielsen er en rutineret og engageret leder, der er meget optaget af ledelsesopgaven. De seneste knap 6 år har hun haft personaleledelse for en gruppe på ca. 40 radiografer og sygeplejersker i Røntgenafdelingen.

En vigtig del af ledelsesopgaven den kommende tid er udflytningen til de nye omgivelser i Gødstrup i løbet af 2020 – en opgave, som Rikke Nielsen ser frem til.

- Hvor tit er det lige man får nøglerne til et nyt sygehus? Det bliver mega-spændende, siger hun.

- Min vision for arbejdet i Røntgenafdelingen er overordnet, at vi skal vedblive med at have fokus på de gode patientforløb. Og så skal vi være patientorienterede og levere undersøgelser og behandling af høj kvalitet, siger Rikke Nielsen.

I sin funktion som afdelingsradiograf har Rikke Nielsen over årene haft fokus på bl.a. at effektivisere arbejdstiden for plejegruppen, således at overgangene fra vagt til vagt er blevet mere smidige. Hun har desuden med succes lykkedes med at integrere frivillige i afdelingen, der siden 2016 har haft hjælp af patientstøtterne fra Røde Kors.

Sammen med Akutafdelingen i Hospitalsenheden Vest har Rikke Nielsen arbejdet på en række forbedringer på patientforløb.

Siden august i år har Rikke Nielsen været konstitueret leder for røntgenfunktionen i Tarm, Ringkøbing og Lemvig.

Den nye overradiograf har en Master i offentlig administration og solid erfaring fra samlet 11 år i uddannelsesmiljøer i både ind- og udland samt sundhedsvæsenet i Danmark.

Flere oplysninger

  • Sygeplejefaglig direktør Ida Götke, tlf. 20480689
  • Afdelingsradiograf Rikke Grøftehave Nielsen, tlf.78328111

Patienterne skal have gode forløb og behandling af høj kvalitet, mener 47-årige Rikke Grøftehave Nielsen, der 1. februar 2019 er ansat som ny overradiograf  i Røntgenafdelingen i Hospitalsenheden Vest. Hun skal lede afdelingen samen med ledende overlæge Jens Jørgen Jensen. Foto: Søren Braad Andersen, Region Midtjylland