Urologien bliver samlet i Vest fra midten af januar
20.12.2018
Sammen med budgetforliget for 2019 vedtog regionsrådet at samle de urologiske afdelinger i Viborg og Holstebro i Hospitalsenheden Vest i Holstebro. Sammenlægningen var planlagt til april, men på grund af mangel på personale, er den nu rykket til midten af januar.
Behandling af urologiske sygdomme på hospitalerne i Viborg og Holstebro skal i foråret 2019 samles i Hospitalsenheden Vest. Den beslutning traf regionsrådet i forbindelse med forhandlingerne om hospitalernes økonomi i 2019 og 2020, og politikerne satte ved samme lejlighed 1. april som frist.
Siden rådets beslutning i september har det imidlertid vist sig, at personalet - hurtigere end forventet - søger væk fra afdelingen i Viborg. På den baggrund bliver de urologiske afdelinger nu samlet med virkning fra den 14. januar.
- Manglen på personale er allerede nu større end forventet på grund af opsigelser og andre former for fravær. Rent praktisk betyder det desværre, at Urinvejskirurgi i Viborg har fået svært ved at få vagtplanerne til at gå op, siger Claus Brøckner Nielsen, der er lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt.
På vej ind i vintersæsonen, hvor der normalt bliver ekstra travlt, har foreløbigt tre af afdelingens 11 læger varslet, at de har fundet andet arbejde. Også plejepersonalet begynder at finde nye græsgange, og det kniber derfor med at få besat aften- og nattevagter.
- Med den bemanding vi har fra nytår, er afdelingen ikke længere tilstrækkelig robust, vurderer Claus Brøckner Nielsen. Han peger på, at afdelingen eksempelvis vil være for sårbar overfor sygdom blandt personalet.
Berørte patienter bliver kontaktet af Urinvejskirurgi på Regionshospitalet Viborg.
Ledelsesmæssigt bliver afdelingerne også lagt sammen med virkning fra den 14. januar 2019, og det er ambitionen, at det skal give ro til at planlægge afvikling af patientforløb i Viborg og samtidig sikre, at den samlede ventetid ikke stiger for urologiske patienter.
Flere oplysninger
- Lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt, Claus Brøckner, tlf. 3091 1341
- Lægefaglig direktør i Hospitalsenheden Vest, Jens Friis Bak, tlf. 4093 7985
- Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), 2360 2768
- Kontaktoplysninger på regionsrådets medlemmer