02.02.2018
Havde vi haft den viden i 2015, som vi har i dag, havde vi formentlig valgt anderledes. Det vurderer koncerndirektør i Region Midtjylland Ole Thomsen på baggrund af en ny redegørelse om hospitalsbyggeriet i Viborg. - Men med den tilgængelige viden valgte vi det, som i situationen var de bedste løsninger, siger han.
Facaden er på plads, og indenfor er sengestuer, operationsstuer og kontorer skudt op. Det nye akutcenter ved Regionshospitalet Viborg er godt på vej og vil i maj 2019 stå klar til at tage imod de første patienter.
Men siden første spadestik i 2014 er der flere gange fundet fejl og mangler i projektmaterialet. Derfor bad regionsrådet sidst på efteråret om en redegørelse for forløbet og forsøgene på at løse udfordringerne.
- Redegørelsen bekræfter langt hen ad vejen den oplevelse, vi har haft af forløbet. Og den skitserer de udfordringer, vi er stødt på og har taget hånd om, så håndværkerne kunne komme videre ude på byggepladsen, siger koncerndirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen.
Valgte ud fra den viden, vi havde
Redegørelsen er lavet af revisionsfirmaet EY og ingeniørfirmaet Viggo Madsen, som også fungerer som byggeriets eksterne uvildige kontrolinstans, "Det Tredje Øje". Det Tredje Øje vurderer, at projektet rummede for mange fejl og mangler, da det i sin tid blev sendt i udbud – og det har kostet tid og penge.
- Havde vi vidst dengang, hvad vi ved i dag, så ville vi formentlig have ventet med at sende projektmaterialet i udbud. Men det er jo netop hele humlen ved redegørelsen: Den forholder sig primært til det, vi kan se i bakspejlet, siger Ole Thomsen.
- I 2015 troede vi, vi valgte den bedste og billigste løsning. Det ville også have haft omkostninger at udskyde byggeriet, så derfor valgte vi at følge anbefalingen fra vores rådgivere om at gå i udbud, forklarer koncerndirektøren.
Projektet er blevet styrket
For at imødekomme udfordringerne er byggeriet af akuthospitalet i Viborg flere gange blevet styrket med forskellige byggekyndige specialister. I slutfasen er det eksperter i færdiggørelse og byggestyring, som skal hjælpe med at få projektet godt igennem sidste del af byggeriet. Projektets ledelse er blandt andet blevet styrket med byggestrategiske kompetencer, da byggechefen fra DNU-projektet i Aarhus nu også er blevet tilknyttet Viborg-projektet.
- Samtidig undersøger vi selvfølgelig også muligheden for at forfølge nogle af sagerne juridisk og økonomisk, siger Ole Thomsen.
Byggeriet af det 24.000 kvadratmeter store akutcenter er en del af det samlede kvalitetsfondsbyggeri i Viborg til i alt 1,16 mia. kr.
Byggeriets tidsplan blev i efteråret rykket, så første patient i maj 2019 vil kunne gå ind ad den nye hovedindgang.