22.02.2018
Arbejdsmedicin i Herning og Dansk El-Forbund søsætter i fællesskab nyt forskningsprojekt. Formålet er at undersøge de konsekvenser, elulykker har for de tilskadekomnes helbred og arbejdsliv.
Hvert år møder skadestuerne i Danmark ca. 1000 mennesker, der har fået strømstød på deres arbejdsplads. De ramte kommer fra mange forskellige faggrupper, og skaderne varierer fra forbigående ubehag til mere alvorlige skader som brandsår, nerveskader og hjertestop. Nogle elulykker er voldsomme og har umiddelbart alvorlige konsekvenser. Andre giver ikke varige mén.
Manglen på viden er et problem
Der mangler dog viden om de senfølger, der kan opstå i perioden efter en elulykke. Erfaringen fra arbejdsmedicinske klinikker viser, at lavspændingsulykker kan give patienterne symptomer efterfølgende. De mest almindelige symptomer er smerter, stikken og prikken, hukommelses- og koncentrationsproblemer.
Men hvor mange udvikler symptomer efter en elulykke, og hvor alvorlige er følgerne for deres helbred og arbejdsliv? Er der fællestræk ved de ulykker, som giver varige mén? Den viden har vi ikke i dag, særligt ikke, når det gælder de hyppigt forekommende lavspændingsulykker.
Manglen på viden er et problem, når patienterne søger læge eller skadestue, men det er også en udfordring, når patienterne skal søge erstatning for deres arbejdsskade, at der ikke er klarhed på området.
Et rap over fingrene eller en alvorlig elulykke?
Nu skal der rettes op på manglerne. Dansk El-Forbund og Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest vil med et to-delt forskningsprojekt afdække de helbreds- og arbejdsmæssige konsekvenser af elulykker i Danmark.
Forskningsprojektet skal:
1. Undersøge, hvordan det er gået ca. 3600 mennesker, der tidligere har været udsat for en elulykke. Forskerne analyserer sammenhængen mellem oplysninger om elulykken og oplysninger om patienternes efterfølgende diagnoser, sygemeldinger og arbejdsmarkedstilknytning. De pågældende elulykkespatienter sammenlignes med en kontrolgruppe. Undersøgelsen er register-baseret.
2. Undersøge, hvor ofte og hvordan elektrikere udsættes for elulykker, samt om der efterfølgende opstår helbredsgener. Det gøres ved at følge ca. 20.000 elektrikere, der er medlemmer af Dansk El-Forbund, med spørgeskemaer og interview.
Håbet er, at projektets resultater kan bruges til at forebygge elulykker, særligt i el-branchen, og at der kan skabes mere klarhed over årsagssammenhængen mellem elulykker og deres følgevirkninger. Samtidig vil den ny viden være relevant for læger i skadestuer og almen praksis, der behandler tilskadekomne efter elulykker.
Projekttitel: Senfølger efter elulykker.
Projektstøtte: 2.997.120 kr fra Arbejdsmiljøforskningsfonden
Projektperiode: 1. marts 2018 – 27. februar 2021
Projektdeltagere: Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest, Dansk El-Forbund og UlykkesAnalyseGruppen, Odense Universitetshospital.
Flere oplysninger:
- Projektleder Anette Kærgaard, overlæge, ph.d., Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest: anekae@rm.dk eller 7843 3500