28.02.2018
Thilde Sangild Villemann har netop købt retten til at åbne lægeklinik med plads til to læger af Region Midtjylland. Dermed har regionen banet vejen for to ekstra læger med plads til 3.200 patienter i Herning.
Efter flere annonce-runder er det nu lykkedes Region Midtjylland at sikre praktiserende lægehjælp til mindst 3.200 ekstra patienter i Herning. Praktiserende læge Thilde Sangild Villemann har netop købt retten til at åbne en lægepraksis med plads til to læger i Herning af Region Midtjylland. Hun regner med at åbne klinikken inden for de næste op til seks måneder.
- Jeg er glad for, at vi nu kan sikre flere borgere egen læge i Herning. Det har været en udfordring tidligere, hvor Falck har drevet lægeklinik for os i Sunds. Den klinik er også overtaget af faste læger, og med yderligere to praktiserende læger i Herning ser de aktuelle udfordringer ud til at være løst, siger formand for Nære Sundhedstilbud Annette Roed (S).
Når den nye klinik åbner, får Herning plads til 37 praktiserende læger mod 35 nu.
Læger nok til tilflytterne
Gennem de seneste år er flere borgere flyttet til end fra Herning-området. Tilflytningen har været så stor, at ingen af de eksisterende lægepraksis i Herning har kunnet rumme alle de nye patienter.
Derfor er der behov for flere praktiserende læger i området med postnummer 7400.
De mange ekstra patienter har betydet, at flere lægeklinikker midlertidigt har haft åben for flere patienter, end de skal ifølge aftalen med regionen.
Ny lægepraksis starter med 0 patienter
Thilde Sangild Villemann starter sin lægepraksis uden en eneste patient. Det er usædvanligt, for normalt overtager en læge klinik og patienter fra en læge, der går på pension eller af andre årsager ønsker at stoppe. Thilde Sangild Villemann starter en ny lægeklinik helt fra bunden. Det sker i nye lokaler og med en overbevisning om, at klinikken inden for en kort årrække vil have patienter nok til to læger og det personale, som Thilde Sangild Villemann er i gang med at ansætte.
- Jeg glæder mig til at yde lægehjælp til Hernings borgere. Som ung læge får jeg en unik mulighed for at følge mine patienter i mange år, bruge min opdaterede viden fra min speciallægeuddannelse, og forme min egen praksis helt fra bunden, siger Thilde Sangild Villemann.
Hun glæder sig til at være familielæge med alt hvad det indebærer.
På længere sigt er det planen, at der skal være to faste læger i klinikken.
Fakta
- Læge Thilde Sangild Villemann har købt to ydernumre af Region Midtjylland. Dermed kan hun drive en lægeklinik med to læger, sig selv og en ansat eller en medejer.
- Alle læger skal have et ydernummer for at kunne behandle patienter. Et ydernummer giver ret til at yde og få betaling for sundhedsydelser som lægebehandling.
- Thilde Sangild Villemann er 38 år og bor mellem Sunds og Herning med mand og tre børn på hhv. 12, 9 og 5 år. Hun er uddannet læge fra Aarhus Universitet i 2008.
- Hun er i gang med at finde lokaler til sin lægeklinik, der skal drives inden for postnummer 7400.
- Allerede når adresse og dato for opstart ligger fast, vil nye patienter kunne tilmeldes klinikken via borger.dk.
- Med den nye klinik får postnummer 7400 plads til 37 praktiserende læger.
Flere informationer
- Læge Thilde Sangild Villemann, tlf. 2089 0978 sangild@dadlnet.dk
- Formand for Nære Sundhedstilbud Annette Roed (S), tlf. 5384 9440 annette.roed@rr.rm.dk
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer