16.01.2018 

FÆNGSLET i Horsens fik i dag TurismeVÆKSTprisen 2017, da Region Midtjylland ved regionens årlige turismekonference uddelte priser. FÆNGSLET får hovedprisen for på få år at have forvandlet sig fra en lukket verden til en åben oplevelsesvirksomhed i vækst. Museum Jorn i Silkeborg og Det Grænseløse Køkken fra Ebeltoft fik hver en temapris.

FÆNGSLETs direktør Astrid Søes Poulsen på scenen i Remisen i Brande for at modtage Region Midtjyllands TurismeVÆKSTpris 2017. På scenen ses også 1. næstformand i Region Midtjylland Hanne Roed (R) og chefkonsulent Karsten Bækgaard fra regionens kultur- og turismeteam.

FÆNGSLETs direktør Astrid Søes Poulsen på scenen i Remisen i Brande for at modtage Region Midtjyllands TurismeVÆKSTpris 2017. På scenen ses også 1. næstformand i Region Midtjylland Hanne Roed (R) og chefkonsulent Karsten Bækgaard fra regionens kultur- og turismeteam. Foto: Rune Borre-Jensen, Region Midtjylland 

Fakta som ca. 180.000 besøgende i 2017, 18 fastansatte og modtager af en stor engelsk pris som "bedste internationale museum" er med til at understrege udviklingen for FÆNGLSET.

Blandt de ni kandidater til TurismeVÆKSTprisen 2017 valgte regionsrådet netop FÆNGLSET i Horsens som et foregangseksempel på, hvordan en turistattraktion i Region Midtjylland har formået at skabe vækst og beskæftigelse – og tænke internationalt.

- FÆNGSLET har målrettet arbejdet med at produkt- og oplevelsesudvikle det, der engang var et statsfængsel. Det er originalt og særligt for Horsens, at stedet formår at bruge sin fængselshistorie så levende. FÆNGSLET er et fyrtårn for Horsens og brander både byen og Region Midtjylland som et virkelig autentisk og interessant sted at besøge – både for danske og udenlandske gæster. Og så må vi ikke glemme, at aktiviteterne skaber en meromsætning for byens andre serviceerhverv, sagde regionsrådets 1. næstformand Hanne Roed (R), der overrakte hovedprisen til FÆNGSLETs direktør Astrid Søes Poulsen på regionens turismekonference i Remisen i Brande. Med prisen følger 75.000 kr.

I det, der indtil 2006 var Horsens Statsfængsel og i 2012 åbnede som FÆNGSLET, kan man i dag bl.a. gå på museum, holde konferencer, gå til koncerter, overnatte og kravle gennem en flugtkonges tunnel.

Temapriser til attraktioner i Silkeborg og Ebeltoft

I alt 11 turistaktører var indstillet til temapriserne ”Kulturturisme som ny vej til vækst og udvikling” og ”Innovation i turismen”.

Det Grænseløse Køkken fra Ebeltoft fik innovationsprisen for at have skabt et unikt oplevelsesrum ved den gamle maltfabrik i byen, hvor lokale og turister på tværs af kulturskel kan mødes om den gode madoplevelse.

Museum Jorn i Silkeborg fik kulturturismeprisen for udstillingen Jorn+Munch. Den blev til bl.a. gennem et internationalt samarbejde og med fokus på at få flere udenlandske turister. Udstillingen gav 70.000 besøgende på tre måneder.

 Prisvinderne fra FÆNGSLET, Det Grænseløse Køkken og Museum Jorn efter uddeling af Region Midtjyllands turismepriser i forbindelse med regionens årlige turismekonference, der denne gang blev holdt i Remisen i Brande.

Fra venstre kok Jakob Vinkler og projektleder Frans van der Woude fra Det Grænseløse Køkken i Ebeltoft,  1. næstformand i Region Midtjylland Hanne Roed (R), direktør Astrid Søes Poulsen fra FÆNGSLET i Horsens og direktør for Museum Jorn i Silkeborg Jacob Thage. Foto: Rune Borre-Jensen, Region Midtjylland.  

Se oversigt og information om alle 2017-kandidaterne til hovedprisen og temapriserne

TurismeVÆKSTprisen har været uddelt siden 2012, og de tidligere modtagere er hovedprisen er: JyllandsAkvariet i Thyborøn (2016), Fuglsøcentret i Mols Bjerge (2015), NorthSide Festival i Aarhus (2014), Djurs Sommerland (2013) og Small Danish Hotels (2012). 

Flere oplysninger: 

 

  • 1. næstformand, regionsrådet, Region Midtjylland, Hanne Roed (R): 2496 9631
     
  • Udviklingskonsulent, Mie Pedersen, Kontoret for Grøn Vækst og Oplevelser, Regional Udvikling: 2154 8760 

  • Læs mere om prisen og alle 2017-kandidaterne på www.turismevækstprisen.dk 

Om priserne og turisterhvervet i Region Midtjylland

 

  • TurismeVÆKSTprisen har været uddelt årligt siden 2012.
  • Prisen er tredelt. Der uddeles en hovedpris på 75.000 kroner samt en skulptur af den midtjyske kunstner Thomas Andersson og to temapriser på hver 25.000 kroner.
  • I 2017 var ni turistaktører indstillet til hovedprisen og i alt 11 var indstillet til de to temapriser.
  • Priserne skal anerkende det midtjyske turisterhverv i bestræbelserne på at vækste og have et internationalt udsyn med tiltag og løsninger, der kan være til inspiration for andre.
  • Turisterhvervet i Region Midtjylland havde i 2016 en omsætning på 16,8 mia. kroner, og 20.500 var beskæftiget inden for turismen.