Rejsegilde: Hospitalskøkken skal lave 1200 tons mad helt fra bunden
23.01.2018
KPC og Region Midtjylland fejrer tirsdag 30. januar kl. 13.30 rejsegilde på Aarhus Universitetshospitals nye køkken.
Køkkenet skal levere mad til ca. 2.350 patienter og fire kantiner hver dag. Når det store køkken med bl.a. eget bageri og slagteri åbner i november 2018, samler og afløser det køkkenerne på Aarhus-hospitalerne i Risskov, Tage Hansens Gade og Nørrebrogade, der leverer mad til Aarhus Universitetshospital.
- Jeg er rigtig glad for at samarbejdet med KPC har gjort byggeriet muligt. Rejsegildet på hospitalskøkkenet er en vigtig milepæl i byggeriet af Danmarks største hospital, der selvfølgelig skal have et køkken med plads til at lave sund mad til patienter, pårørende og ansatte, siger Regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Køkkenet bygges af KPC for region Midtjylland i et Offentligt Privat Samarbejde (OPS), hvor der er indgået en 15-årig driftsaftale. KPC har i byggefasen arbejdet tæt sammen med de kommende brugere af køkkenet om byggeriet.
- Vi har haft en længere proces med brugerne, der konstruktivt og kreativt har bidraget til at finde optimale løsninger. De fortjener ros for at respektere den økonomi, der er afsat. Samarbejdet har været rigtigt godt, også på tværs af de tre køkkener, byggeriet samler, siger Direktør i KPC Peter Christophersen.
Plads til 100.000 frikadeller
Køkkenet bliver med sine ca. 4.700 m2 blandt landets største og ventes færdigt, så det kan tages i brug i november 2018.
Hvert år skal køkkenet levere 1200 tons mad tilberedt i ca. tre millioner måltider. Køkkenets 140 medarbejderne kommer – rundt regnet - til at skrælle 250.000 gulerødder og stege 100.000 frikadeller om året, fortæller cheføkonoma Bente Sloth.
- Det er fantastisk, at vi nu får et nyt køkken med plads til eget bageri og kødopskæring. Det betyder, at vi kan lave maden helt fra bunden og få økonomien til at række til flere økologiske råvarer. Mere økologi er et mål, så patienterne undgår tilsætningsstoffer som farve, konsistensregulatorer, aromaer og ikke mindst pesticidrester. Vi går meget op i at maden skal smage af det, den er lavet af, for så spiser patienterne mere, og det er vigtigt for restituering. Vi glæder os rigtigt meget, siger Bente Sloth.
Fakta
- Køkkenet på Aarhus Universitetshospital bliver ca. 4.700 m2 stort og skal levere mad til ca. 2.350 patienter og fire kantiner hver dag.
- Køkkenet bygges af KPC for region Midtjylland i et Offentligt Privat Samarbejde (OPS).
- De ca. 140 medarbejdere skal lave tre mio måltider om året.
- Medarbejderne skal – rundt regnet - skrælle 250.000 gulerødder og stege 100.000 frikadeller om året.
- På et år køber køkkenet ca. 1200 tons mad. Heraf er ca. 840 tons - 70 % - produceret økologisk.
- Køkkenet afløser de tre køkkener på Aarhus-hospitalerne i Risskov (psykiatri), Tage Hansens Gade og Nørrebrogade. De tre køkkener fusioneres i det nye byggeri.
- KPC har indgået et samarbejde med Arkitema Architects KS og ingeniørvirksomheden Sweco A/S om det nye storkøkken-byggeri. Rollen som bygherrerådgiver varetages af NIRAS.
Flere oplysninger:
- Anders Kühnau, Regionsrådsformand, Region Midtjylland. Tlf: 2360 2768 kuhnau@rr.rm.dk
- Peter Christophersen, Direktør, KPC. Tlf: 2272 7326 pch@kpc.dk
- Bente Sloth, Ledende økonoma, Hospitalskøkkenet på Aarhus Universitetshospital. Tlf: 4041 7909