25.07.2018

Elbæk Højskole ved Horsens kommer til at genhuse beboere fra det socialpsykiatriske bosted OK-Centret Enghaven i Søvind.

En del af bostedet brændte søndag aften, hvorved 21 beboere blev hjemløse. OK-Fonden, der ejer og driver Enghaven, har på den baggrund spurgt Region Midtjylland om mulighederne for midlertidig genhusning af en del af beboerne på den tidligere Elbæk Højskole, som ligger i Elbæk mindre end fire kilometer fra Enghaven.

Region Midtjylland har imødekommet OK-Fondens anmodning om genhusning i en midlertidig periode – foreløbigt formentlig et par måneder. De første beboere flytter ind på Elbæk Højskole allerede den 24. juli.

Elbæk Højskole har stået ubenyttet hen siden efteråret 2016, hvor regionen lukkede en afdeling for voksne med hjerneskade i bygningerne. Regionsrådet har for nylig besluttet at sælge Elbæk Højskole i offentlig udbud.