11.06.2018 

Onsdag den 13. juni flytter Region Midtjylland 130 tons forurenet jord fra det indkapslede område på Høfde 42 på Harboøre Tange. Det er første gang side 1981, der fjernes større mængder forurenet jord fra giftdepotet. Den forurenede jord skal bruges til to forskellige rensningsforsøg.

Det er de to miljøtekniske firmaer Krüger A/S og Fortum Waste Solutions A/S, der skal bruge de 130 tons forurenet jord. De næste måneder skal de afprøve to rensemetoder i større pilotforsøg.

 Dette hegn på Høfde 42 fjernes, når opgravningen i denne uge er overstået, og en ny membran er etableret knap en meter under sandet. Foto: Niels Åge Skovbo

Dette hegn på Høfde 42 fjernes, når opgravningen i denne uge er overstået, og en ny membran er etableret knap en meter under sandet. Foto: Niels Åge Skovbo 

Metoderne kan være løsningen på at fjerne netop pesticid og kviksølv, som i jorden fra Høfde 42. I det ene projekt (Krüger A/S) skal rensning ske gennem opvarmning, mens det andet forsøg (Fortum Waste Solutions A/S) skal rense jorden med væske under tryk. 

Membran brydes og giftig jord køres til forsøg  

Arbejdet med at bryde membranen ved giftdepotet og grave ned til det meget forurenede jord begynder tirsdag, men først onsdag den 13. juni kan den giftige jord fjernes fra depotet på stranden.

Når den giftige jord fjernes fra Høfde 42, er det første gang siden 1981, der flyttes større mængder forurenet jord væk fra depotet. Dengang fjernede staten ca. 1.200 m3 af den lettilgængelige forurende jord. 

Afspærring den 12.-13. juni 2018 

På grund af opgravning og flytning af den forurenede jord vil der være spærret af til vejen fra hovedvejen (Thyborønvej) ved Rønland St. og ned til kysten. Området mærket med rødt vil være afspærret. 

Afspærringen sker af hensyn til arbejdet med tunge maskiner. Når der graves ned i giftdepotet og jorden flyttes, kan det være forbundet med lugtgener, men det er ikke skadeligt at opholde sig på afstand af opgravningen. 

Fakta om forureningen og MUDP  

  • Forureningen ved Høfde 42 skete tilbage i 1950’erne og 60’erne i forbindelse med kemikalievirksomheden Cheminovas udledning af spildevand og deponering af fast affald i klitterne tæt på havet.

  • Giftdepotet på Høfde 42 blev i 2006 indkapslet med en jernspuns, der sikrer Vesterhavet mod udsivning af forurening. 

  • I oktober 2017 fik Krüger A/S og Fortum Waste Solutions A/S hhv. godt tre mio. kroner og knap fire mio. kroner fra Miljøstyrelsens MUDP-program 2017 (Miljøteknologisk Udviklings og Demonstrations-Program) som medfinansiering til at afprøve nye metoder til at rense forurenet jord/sand med udgangspunkt i forureningen på Høfde 42.

  • MUDP er et program under Miljø- og Fødevareministeriet, der støtter udvikling, test og demonstration af miljøeffektiv teknologi. 

  • Læs mere om de to MUDP-projekter (pdf af skilt ved Høfde 42)