05.06.2018

Danske Regioner indgik i nat en aftale med regeringen om økonomien til næste år. Aftalen indfører en ny nærhedsfinansiering og giver regionerne et samlet løft på en milliard kroner, hvoraf 200 mio. kr. er øremærket psykiatri. Regionsrådsformand Anders Kühnau er tilfreds med aftalen og især produktivitetskravets mere intelligente afløser.

En milliard kroner mere til sundhed i Danmark og en ny styringsmodel, der belønner aktivitet tæt på borgerne. Det er de vigtigste resultater af længere tids forhandlinger om regionernes økonomi i 2019, som endte med en aftale i nat. 

Støtte til presset økonomi

Region Midtjyllands økonomi er presset af blandt andet dyrere behandlingsmetoder og stigende udgifter til medicin, og regionsrådsformand i Region Midtjylland Anders Kühnau (S) er da også tilfreds med, at aftalen løfter sundhedsvæsenets økonomi.

- En milliard løser ikke alt, men det er immervæk mange penge - også selv om vi er fem regioner, der skal dele, siger Anders Kühnau, der vurderer at Region Midtjyllands andel af nattens aftale er ca. 200 mio. kr.

Mere begavet økonomisk styring

Men det er heller ikke alene økonomien, der glæder formanden. Det gør også afskaffelsen af produktivitetsbidraget, der pressede hospitalerne ved at kræve flere behandlinger år efter år, men uden at der fulgte penge med.

- Det er virkelig en god nyhed, at det er lykkedes at få kørt det blinde produktivitetskrav ud på et sidespor og erstatte det med en mere begavet nærhedsfinansiering, der belønner os, når vi rykker tættere på borgerne. Dét kan jeg se perspektiv i. Det vil påvirke de beslutninger vi tager i en retning, vi i forvejen er meget interesserede i at gå, siger Anders Kühnau.

Tættere på borgerne

Den nye nærhedsfinansiering skal konkret påvirke regionerne til f.eks. at bruge mere telemedicin, samle ambulante besøg på færre dage, undgå akutte genindlæggelser og rykke flere behandlinger tættere på borgerne.

I aftalen er der også 2,45 mia. kr. i 2019 til nye anlægsopgaver, så renoveringer og moderniseringer af hospitalerne kan fortætte.

Flere oplysninger