Produktionshøjskolen Marienlyst har netop fået nøglerne til et lokale i Skive Sundhedshus, hvor elever fra skolen skal i gang med at indrette og drive en café. Brugere og medarbejdere i Sundhedshuset kan dermed se frem til, at de i efteråret kan købe sund kost, når de har ærinde eller er på arbejde i huset.

Den nye café i Skive Sundhedshus kommer til at gavne mange mennesker. Først og fremmest får brugere og medarbejdere i huset mulighed for at benytte caféen og købe mad og drikke. Men også de ansatte i caféen – elever fra produktionshøjskolen – får viden og erfaring, der skal hjælpe dem videre på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet.

- Vi vil i samarbejde med Skive Sundhedshus etablere et nyt tilbud, der sikrer muligheden for sunde måltider til medarbejdere og brugere i huset. Sundhedshuset har en stor gruppe medarbejdere og brugere, som længe har efterlyst muligheden for at købe mad i forbindelse med deres dagligdag i huset. Derfor ser vi frem til at åbne caféen, der samtidig giver os god mulighed for at klæde vores elever på med erfaring og viden, siger Sven Irgens-Møller, der er forstander på Produktionshøjskolen Marienlyst i Skive.

- Her på Regionshospitalet Skive glæder vi os til at indtage den nye café. Det har længe været et ønske fra vores side at kunne tilbyde den service til både vores patienter, pårørende og ansatte. Samtidig bliver det fantastisk at få et fælles samlingssted for alle husets brugere. Det giver nye muligheder, og husets medarbejdere får lettere ved at mødes uformelt på kryds og tværs, siger Susan Johanne Pedersen, der er serviceleder på Regionshospitalet Skive og leder af den regionale del af Skive Sundhedshus.

Caféen bliver et springbræt for eleverne

Den tidligere kantinebygning i Skive Sundhedshus vil blive revitaliseret igennem et praktisk undervisningsforløb for produktionshøjskolens elever. Målet er at etablere et spændende spisested for sundhedshusets medarbejdere og brugere. Udover caféen vil der også blive etableret en mindre mobil-café ved hovedindgangen med et begrænset sortiment til de borgere, der færdes eller opholder sig i forhallen.

Produktionshøjskolen Marienlyst har igennem en årrække drevet en lille cafe i Vestergade i Skive – ”En bid af himlen”. I løbet af sommeren vil de aktiviteter flytte til den nye café i sundhedshuset. Der vil ifølge forstander Sven Irgens-Møller opstå nye pædagogiske og faglige muligheder for produktionshøjskolen i caféens nye rammer til gavn for de unge, som skolen hjælper med at få et arbejde eller en uddannelse. Produktionshøjskolen forventer at kunne tilbyde måltider baseret på økologiske råvarer i begyndelsen af efteråret.

Regionshospitalet Skive er sammen med Skive Kommune en del af styregruppen i Skive Sundhedshus. Styregruppen har stået for at tage initiativ til etablering af den nye café. Det er parternes forventning, at det nye tiltag, sammen med renoveringen af hele parkanlægget omkring sundhedshuset, vil give en ny dynamik til området og gøre Skive Sundhedshus endnu mere attraktivt for både medarbejdere og brugere.

Yderligere information

  • Sven Irgens-Møller, forstander, Produktionshøjskolen Marienlyst: 2147 9023 / sim@skivephs.dk
  • Susan Johanne Pedersen, serviceleder, Regionshospitalet Skive: 2963 3919 / susajo@rm.dk