28.06.2018 

Med et "testlaboratorium" på årets Food Festival i Aarhus vil Innovationsfonden og Region Midtjylland sikre vildere fødevareinnovation. Gæsterne inviteres til at udfordre otte særligt udvalgte iværksætter-produkter.

Folk i kø for at komme ind til Food Festival 2017. Måske bliver det også en attraktion for almindelige forbrugere at teste de særlige fødevareinitiativer fra innovative iværksættere. Foto: Region Midtjylland

Folk i kø for at komme ind til Food Festival 2017. Måske bliver det også en attraktion for almindelige forbrugere at teste de særlige fødevareinitiativer fra innovative iværksættere. Foto: Region Midtjylland 

Robotmad, insekt-kød, frisk glutenfri brød og is, der er meget mere end blot en lækker kold dessert. Det er nogle af de særlige produkter, du kan møde på årets Food Festival, hvor Innovationsfonden i samarbejde med Region Midtjyllands Future Food Innovation præsenterer otte iværksættervirksomheder, der skal give "mere vildskab i fødevareerhvervet".

- Fødevarebranchen står for 25 procent af Danmarks eksport – det er en vigtig branche der skaber mange arbejdspladser. Og derfor er det vigtigt med en stærk innovationskultur – at vi har innovative personer, der har mod til at turde noget anderledes, fortæller projektleder og chefkonsulent René Damkjer fra Innovationsfonden.

Et årtis indsats for fødevare-iværksætteri 

Region Midtjylland er med ca. 40 pct. af den samlede danske fødevareeksport "Danmarks Fødevareregion", ligesom regionen er hjemsted for den landsdækkende fødevareklynge Danish Food Cluster. Derfor glæder formand for Regionsrådet i Region Midtjylland Anders Kühnau (S) sig over initiativet.

- Den store fremgang vi har set i den midtjyske fødevarebranche skyldes, at både virksomheder, uddannelsesinstitutioner og offentlige aktører allerede for mere end 10 år siden erkendte behovet for fødevareinnovation. Der har været opmærksomhed på, at effektiv innovation for de opfindsomme iværksættere kræver kontakter på tværs af landet og gode rammer. Her er Food Festival netop med til at skabe det rum. I det nye "testlaboratorium" bliver det rum både større og stærkere, for her bliver de nyskabende idéer udfordret af forbrugerne, og iværksætterne kan møde etablerede virksomheder og investorer, siger Anders Kühnau.

Forbrugerne tester de nye fødevare-idéer

Det nye område på septembers Food Festival i Aarhus hedder "Innofood @ Food Festival" og præsenterer i 2018 otte nye ideer. En af dem er insektvirksomheden Wholi Foods, der på festivallen skal teste et alternativ til kød lavet på 60 procent insekter:

- Forbruger feedback er afgørende når man har at gøre med et absurd produkt som insekter. De data er rigtig gode at have, når man skal pitche sit produkt for investorer og supermarkeder – at man har tal på hvad danskerne faktisk synes, fortæller Malena Sigurgeirsdottir, medstifter af Wholi Foods. 

Insektkød fra Wholi Foods. På billedet ses en af prototyperne af produktet. Wholi Foods laver også "insektbarer", men på Food Festival 2018 er det insekter som kød. ”Manna” kalder virksomheden det, som skal være et alternativ til kød lavet på 60 procent insekter. Konsistensen skulle minde om halloumi ost. Foto: Wholi Foods

Insektkød fra Wholi Foods. På billedet ses en af prototyperne af produktet. Wholi Foods laver også "insektbarer", men på Food Festival 2018 er det insekter som kød. ”Manna” kalder virksomheden det, som skal være et alternativ til kød lavet på 60 procent insekter. Konsistensen skulle minde om halloumi ost. Foto: Wholi Foods 

Udover Wholi Foods vil forbrugerne også kunne prøve produkter fra virksomhederne Gastroform, Retap, Kramers Is, ToftCare, Plantjammer, Gyrup Malt og Nordic Glutenfree Bakery.

Innofood @ Food Festival-området, hvor virksomhederne kommer til at stå, vil være særligt område på Strandtangen, hvor Food Festival traditionen tro foregår. Virksomhederne vil være at finde på festivalen alle tre dage fra fredag den 7. september til søndag den 9. september. 

Flere oplysninger

  

Om Innofood @ Food Festival

  

  • Det er et samarbejde mellem Innovationsfonden, Future Food Innovation, Food Festival og Region Midtjylland om at styrke innovationen i fødevaresektoren og sætte fokus på de udfordringer, som fødevareiværksættere står med, som fx adgang til forbrugerfeedback. 

  • Forbrugere har adgang til det særlige ”testlaboratorium”, et særligt område, på årets Food Festival den 7.-9. september 2018. 

  • Se mere: https://www.foodfestival.dk/oplevelser/omraader/innofood-foodfestival/  

  • Innovationsfonden og Region Midtjylland har hver bidraget med 250.000 kr. til iværksætter-initiativet.