05.05.2018

Nu skal du bestille tid online, når du skal have taget en blodprøve på Aarhus Universitetshospital

Det er ikke længere muligt at få taget en blodprøve uden at have bestilt en tid på forhånd. Det betyder, at du selv skal booke tid på booking.rm.dk

Du skal bruge dit NemID, når du bestiller tid. Har du ikke et NemID har du mulighed for at få hjælp til at bestille tid til blodprøve og EKG på tlf. 2336 2791 på hverdage kl. 12.30 - 14.00. Her kan du også få svar på øvrige spørgsmål om booking af tid til prøvetagning.

Børn skal ikke booke tid, men blot møde op på Aarhus Universitetshospital i Skejby, Prøvetagning H201, Indgang H9, Plan 2.

Nemt og hurtigt

Det er hurtigt og nemt at bestille tid online. Du kan frit vælge mellem alle Region Midtjyllands prøvetagningssteder, og også selv vælge tidspunkt. På det nye universitetshospital i Skejby er der tre prøvetagningssteder til booking af tid.

Vær opmærksom på, at du fra 28. maj ikke længere kan få taget blodprøver eller EKG på hospitalerne på Nørrebrogade eller Tage-Hansens Gade medmindre du er tilknyttet en afdeling dér.

Når der bestilles tid på Nørrebrogade eller Tage-Hansens Gade, foregår det via den afdeling, du er tilknyttet.

Hvis du ved tidsbestillingen oplyser dit mobilnummer, kan du få en SMS med tid og sted for prøvetagningen.

- Du kan selv bestemme, hvornår det passer dig at få taget prøven og vi kan bedre planlægge at have det nødvendige personale på arbejde, siger ledende bioanalytiker Kate Juul Strandgaard. 

På andre af regionens hospitaler har man allerede gjort sig erfaringer om webbooking. I oktober 2017 indførte regionshospitalet i Randers fuld booking. Her har det medført stor patienttilfredshed. 90 % af patienterne bliver indkaldt indenfor 5 minutter.

Hjælp til bestilling

Du kan læste mere på Blodprøver og Biokemis hjemmeside

Yderligere information

  • Afdelingsbioanalytiker Marianne N. Holm Simonsen, tlf. 2365 6693
  • Ledende bioanalytiker Kate Juul Strandgaard, tlf. 4029 3192