24.05.2018
Region Midtjylland mangler 300 mio. kr. på næste års budget
- Vi står i en ekstremt presset situation. Siden 2011 har vi i Region Midtjylland sparet over 1 mia. gennem flere sparerunder. Samtidig har vi haft et årligt krav om øget aktivitet på 2 procent. Derfor er det helt afgørende, at de gode tider for dansk økonomi også drypper på sundhedsvæsenet, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) med adresse til de igangværende forhandlinger mellem regering og regionerne om næste års budget.
Regionsrådet har i dag, 24. maj, været samlet for at tage hul på planlægningen af budget 2019.
- Fra Folketinget forlyder det, at der er tilført mange penge til sundhedsvæsenet de senere år. Men i virkelighedens verden er situationen den, at væksten bliver spist op af stigende udgifter til hospitalsmedicin, lyder det fra Anders Kühnau.
Alene i 2017 var der en stigning i udgifterne til hospitalsmedicin i regionen på omkring 180 mio. kr. i forhold til året før. Det er dobbelt så meget som den tilførsel på 86 mio. kr., regionen fik samme år via økonomiaftale og finanslov.
Prognoserne for medicinudgifterne på hospitalsområdet i regionen er næste år en vækst på 80 mio. kr.
- Det hænger ikke sammen. Får vi ikke en økonomiaftale, der er væsentligt bedre end de seneste år, mangler vi ca. 300 mio. kr., og væksten vil igen være spist op af medicinudgifter. Det vil få alvorlige konsekvenser for patienter og personale. Vi tager selvfølgelig vores del af arbejdet med at udvikle sundhedsområdet, så vi kan høste gevinsten af ny teknik og ny viden. Men vi kan ikke gøre det alene. Danmark skal have et sundhedsvæsen, vi kan være bekendt. Det er afgørende nødvendigt, at regeringen giver sundhedsvæsenet et markant løft, siger Anders Kühnau.
Flere oplysninger
• Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), 2360 2768
• Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer