14.05.2018

Sociale bosteder under kommuner, regioner og private aktører kan også fremover få rådgivning og udredning hos Region Midtjylland via Socialstyrelsen. Den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation, VISO, har haft sine kontrakter på voksenområdet i nyt udbud og i den forbindelse skåret ned på antallet af leverandører. Alligevel har regionen og den selvejende institution Holmstrupgård fået fem kontrakter.

- At vi får tildelt VISO-kontrakterne i konkurrence med mange andre aktører på landsplan, viser at vi har nogle fagligt stærke miljø med et meget højt niveau i Region Midtjylland, siger Jacob Isøe Klærke, der er formand for psykiatri- og socialudvalget.

- De kompetencer ønsker vi selvfølgelig kommer til gavn for så mange som muligt ved, at vi kan dele ud af den specialiserede viden, der findes i regionen. Samtidig styrker det vores muligheder for at fastholde og tiltrække de dygtigste medarbejdere, siger han

Socialstyrelsen har siden kommunalreformen blev indfaset formidlet specialrådgivning og udredning til fagpersoner, borgere og pårørende i komplekse sager på socialområdet og specialundervisningsområdet via den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation, VISO.

Socialstyrelsen opsagde sidste år alle gældende VISO-kontrakter på voksenområdet med virkning fra 1. maj 2018. Siden har styrelsen gennemført et udbud af kontrakter gældende for en periode på fire år. Mindstekravet har været, at leverandørerne skal kunne tilbyde ydelser i hele Danmark. Socialstyrelsen har med udbudsrunden ønsket at få færre og mere fagligt robuste leverandører.

Det forventes, at VISO-ydelserne på børn- og ungeområdet og specialundervisningsområdet vil blive sendt i udbud i 2019.


Fakta

De fem kontrakter fordeler sig sådan:

• Specialområde Autisme vedrørende autismespektrum-forstyrrelser

• Specialområde Udviklingshæmning og ADHD vedr. udviklingshæmning

• Specialområde Hjerneskade, Institut for Kommunikation og Handicap samt Regionshospitalet Hammel Neurocenter vedrørende medfødte hjerneskader

• Holmstrupgård vedrørende spiseforstyrrelser i samarbejde med Specialområde Socialpsykiatri Voksne

• Holmstrupgård vedrørende angst og depression.


Kontrakterne har en samlet værdi af op til 7,8 mio. kr. pr. år.

VISO modtog i alt 201 tilbud og indgår nu kontrakt med i alt 32 leverandører, der kan levere ydelser på et eller flere af de udbudte målgruppeområder.


Flere oplysninger
Jacob Isøe Klærke, formand for psykiatri- og socialudvalget: tlf. 26 83 74 96
Ann-Britt Wetche, socialdirektør, Psykiatri og Social: tlf. 30 60 03 48