19.03.2018

Flere kvinder deltager i screening for livmoderhalskræft, når de selv kan tage en prøve for HPV i eget hjem. Det viser ny forskning fra Afdeling for Folkeundersøgelser på Regionshospitalet Randers.

Hvert år inviteres ca. 80.000 kvinder i alderen 23-64 år i Region Midtjylland til screening for livmoderhalskræft. Undersøgelsen foregår ved en gynækologisk undersøgelse hos egen læge. Men hver tredje kvinde er ikke blevet undersøgt inden for et år. De primære årsager kan være, at kvinderne ikke tager sig tid til at gå til lægen, eller fordi de finder den gynækologiske undersøgelse ubehagelig.

Manglende deltagelse i screeningen kan dog betyde, at livmoderhalskræft udvikler sig, uden kvinderne ved det.

Hjemmeprøve får flere kvinder til screening

Et forskningsprojekt fra Afdeling for Folkeundersøgelser på Regionshospitalet Randers viser nu, at det er muligt at få flere kvinder til at deltage i screening for livmoderhalskræft ved at tilbyde dem en prøve i eget hjem, der undersøger for Humant Papillomavirus (HPV).

Undersøgelsen er foretaget blandt 6.000 kvinder i alderen 30-64 år, der ikke tidligere har reageret på en invitation til eller første påmindelse om screening for livmoderhalskræft hos egen læge.

- Vores forskningsresultater viser, at vi kan få flere kvinder til at deltage i screening for livmoderhalskræft ved at sende dem en hjemmeprøve til undersøgelse for HPV. Helt konkret har vi givet 6.000 kvinder tilbud om en hjemmeprøve, og det har fået 2.251 kvinder til at deltage i screening enten ved at tage prøven eller ved at gå til egen læge for at blive undersøgt, siger Mette Tranberg Nielsen, projektleder og ph.d.-studerende ved Regionshospitalet Randers, og fortsætter:

- Resultaterne svarer til, at vi ved at tilbyde kvinder en hjemmeprøve som et alternativ til undersøgelsen hos egen læge, kan få ca. 2.500 flere inviterede kvinder til at deltage i screening for livmoderhalskræft om året i Region Midtjylland.

Flere kvinder fundet med forstadier til kræft

Når kvinderne har taget prøven, sender de den efterfølgende ind til undersøgelse for HPV på Patologisk Institut på Regionshospitalet Randers. Er prøven HPV-positiv, anbefales kvinden at bestille tid hos egen læge for at få taget en konventionel celleprøve, der undersøger om HPV-infektionen har forårsaget celleforandringer.

I undersøgelsen fik 13 % af kvinderne, der havde taget hjemmeprøven, besked om, at deres prøve var HPV-positiv. Og ni ud af ti af disse kvinder havde inden for tre måneder bestilt tid hos egen læge for at få foretaget celleprøven.

En af kvinderne var 44-årige Tina Ulsted fra Thyholm. Efter en HPV-positiv prøve fik Tina foretaget en celleprøve hos egen læge, der viste celleforandringer. Herefter fik hun en keglesnitsoperation. I dag er hun glad for, at hun tog hjemmeprøven.

- Jeg troede ikke, at jeg havde celleforandringer, så det er godt, at jeg tog hjemmeprøven og dermed deltog i screeningen. Tidligere kunne jeg finde på at udskyde undersøgelserne hos min egen læge. Der kunne gå op til halvandet år fra, at jeg modtog en invitation til screening til, at jeg tog til lægen. Hjemmeprøven kunne jeg derimod tage, når det passede mig i det daglige, og det gjorde, at jeg fik den taget hurtigere. Resultatet af hjemmeprøven betyder, at jeg ikke udskyder screeningen igen, siger Tina Ulsted.

Hjemmeprøven er udvikling af undersøgelsesproceduren

Berit Andersen, ledende overlæge i Afdeling for Folkeundersøgelser og professor i screening, glæder sig over de nye forskningsresultater, der kan give anledning til at udvide den gængse undersøgelsesprocedure med hjemmeprøven som redskab.

- Vi ser desværre, at knapt halvdelen af nydiagnosticerede tilfælde af livmoderhalskræft er hos kvinder, som ikke har deltaget regelmæssigt i screeningsprogrammet. Det er derfor positivt, at hjemmeprøven medvirker til at få flere kvinder til at deltage. Med prøven som supplement til den nationale undersøgelsesprocedure kan vi både tilbyde kvinderne en mere fleksibel og nemmere undersøgelse og øge deltagelsen i screeningen betydeligt, siger Berit Andersen.

Fakta:

  • I Region Midtjylland inviteres årligt ca. 80.000 kvinder i alderen 23-64 år til screening i livmoderhalskræft, men hver tredje kvinde er ikke blevet undersøgt inden for et år.
  • Deltagelsen i screening for livmoderhalskræft for er 66 %
  • Humant Papillomavirus (HPV) skal være til stede i livmoderhalsen for at man kan udvikle celleforandringer og livmoderhalskræft
  • Hjemmeprøven for HPV består af et prøvesæt med en lille blød plastikbørste, som kvinden skal anvende vaginalt til at udføre prøven. Prøven sendes derefter til laboratoriet på Patologisk Institut på Regionshospitalet Randers. Er prøven HPV-positiv, anbefales kvinden at bestille tid hos egen læge for at få foretaget en celleprøve, der undersøger om HPV-infektionen har forårsaget celleforandringer.
  • Der konstateres hvert år ca. 400 tilfælde af livmoderhalskræft i Danmark. De fleste tilfælde findes hos kvinder, som ikke har deltaget regelmæssigt i screeningsprogrammet.
  • Forskningsprojektet er foretaget i et samarbejde mellem Afdeling for Folkeundersøgelser og Patologisk Institut ved Regionshospitalet Randers.

Yderligere information

  • Mette Tranberg Nielsen, projektleder og ph.d.- studerende, tlf.: 4011 3676
  • Berit Andersen, ledende overlæge og professor, tlf.: 2056 7476
Prøvekit til screening for livmoderhalskræft

Flere kvinder tager imod tilbuddet om screening for livmoderhalskræft, når de får prøvekittet sendt hjem og kan tage prøven selv. Foto:  Helle Brandstrup Larsen