Mørke skyer over regionsbudget 2019
08.03.2018
Økonomiske beregninger viser, at Region Midtjylland næste år skal spare 295 mio. kr.
Regionsrådet tager i løbet af foråret hul på at drøfte budget 2019. I den anledning får Forretningsudvalget tirsdag 13. marts en vurdering af den økonomiske situation i regionen. Den tegner et dystert billede, hvor der samlet set er tale om behov for besparelser på 295 mio. kr. Heraf er de 200 mio. kr. permanente besparelser, og de 95 mio. kr. engangsbesparelser.
- Der er tale om foreløbige tal, som skal kvalificeres yderligere. Men det ser alvorligt ud. Udgifterne til hospitalsmedicin stiger fortsat, og samtidig har regionsrådet måttet tilføre ekstra midler til psykiatrien for at give både patienter og personale bedre vilkår, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Han sender derfor en appel til regeringen, der i juni forhandler rammerne for næste års økonomi med regionerne:
- Bundlinjen siger for få penge til for mange patienter. Vi skal naturligvis selv fortsætte med at effektivisere, men skal vi lykkes med at bevare det flotte niveau i dansk sundhedsvæsen, så skal det bakkes op af en mere robust økonomi, siger Anders Kühnau.
Se materialet til Forretningsudvalgets møde:
http://www.rm.dk/politik/udvalg/forretningsudvalget/dagsordner/
Fakta
De vigtigste datoer for den politiske behandling af budget 2019 er følgende:
- 14.–16. maj 2018: De fire stående udvalg drøfter budget 2019
- 24. maj 2018: Budgetseminar for regionsrådet
- 13. august 2018: Regionsrådet drøfter materialet til 1. behandling af budget 2019 (temadag)
- 14. og 22. august 2018: 1. behandling af budget 2019 i forretningsudvalget og regionsrådet
- 4. september 2018: Budgetforligsdrøftelser
- 18. og 26. september 2018: 2. behandling af budget 2019 i forretningsudvalget og regionsrådet.
Yderligere information
- Regionsrådsformand Anders Kühnau, tlf. 2360 2768 – mail kuhnau@rm.dk
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer