En række forskningsstudier har tidligere vist, at akut syge patienter, der indlægges i weekenden, har større risiko for at dø inden for 30 dage end patienter, der bliver indlagt på hverdage. Et nyt ph.d.-studie fra Aarhus Universitet har undersøgt problemet med afsæt i Akutafdelingen på Regionshospitalet Viborg i 2014 og 2015.

Ph.d.-studiets resultater bekræfter, at kritisk syge patienter, der blev indlagt i weekenden, havde en større risiko for at dø inden for 30 dage, end patienter, der blev indlagt på hverdage. I 2014-2015 havde Akutafdelingen på Regionshospitalet Viborg godt 35.000 patienter, hvoraf studiet har undersøgt de 5-6 procent mest kritisk syge.

-Weekendeffekten er kendt som fænomen både i Danmark og udlandet, men det har ikke før været undersøgt, hvad årsagerne kan være, fortæller Iben Duvald, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet og forskningsassistent ved Akutafdelingen på Regionshospitalet Viborg.

Er weekendpatienter mere syge?

En typisk forklaring er, at weekend-patienter mere syge. Studiet viser, at antallet af kritisk syge patienter voksede fra fem til seks procent i weekenderne. Der var også flere patienter, der blev overflyttet til intensivafsnittet end i hverdagene.  Ph.d.-studiet peger dog også på, at organisering af arbejdet i weekenderne kan have en betydning.

-Akutafdelingen blev først oprettet 1. januar 2014. Sundhedsstyrelsens retningslinjer for akutafdelingernes organisering har været få og ikke ret specifikke. Derfor kan bemanding og organisering variere meget mellem hverdag og weekend, fortæller Iben Duvald.

Organisering kan have betydning

Ph.d.-projektet peger på, at personalet på en akutafdeling skal kunne behandle store mængder af kompleks information, og at kapaciteten til at gøre dette på Akutafdelingen på Regionshospitalet Viborg var betragteligt lavere i weekenden end i hverdagene i 2014 og 2015.

-Det er tydeligt, at organiseringen ændrer sig fra hverdag til weekend. I 2014-2015 var mere end 50 procent af lægerne på weekendvagt vikarer. Den ændrede organisering fik medarbejdere til at udvikle forskellige måder til at kompensere for dette, fortæller Iben Duvald.

I ph.d.-resultaterne viser hun eksempelvis, hvordan personalet i weekender prioriterede de erfarne speciallægers tid på de patienter, der var allermest syge – af de i forvejen kritisk syge.

Et andet ph.d.-studie viser, at på 10 ud af landets 21 akutafdelinger ændres organiseringen mellem hverdag og weekend på samme vis, som det skete i Viborg i 2014-2015.

-Man kan forestille sig, at medarbejdere på andre akutafdelinger også udvikler strategier i forhold til at løse opgaven med ændret organisering i weekenderne, siger Iben Duvald.

Flere speciallæger hjælper på udfordringerne

På Regionshospitalet Viborg er der allerede gjort en række tiltag, siden studiets undersøgelser i 2014 og 2015. Blandt andet er der nu erfarne speciallæger i vagt døgnet rundt i weekenden på andre afdelinger, så yngre læger og vikarer kan tilkalde den rette speciallæge til Akutafdelingen alt efter, hvad patienterne fejler.

Derudover er der indgået vikaraftaler med fastansatte læger fra andre afdelinger og centre, så Akutafdelingen primært benytter vikarer, som i forvejen arbejder med akutte patienter andre steder på Hospitalsenhed Midt.

-Vi lagde akutafdeling til dette studie, fordi vi meget gerne vil hjælpe til at finde årsager, så vi kan løse denne store udfordring. Samtidig har vi allerede, før vi kendte forskningsresultaterne mandet op på speciallægesiden i weekenden, så vores yngre læger i Akutafdelingen har back-up, fortæller Michael Braüner Schmidt, lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt, som hospitalet i Viborg hører under.

Han tilføjer, at også Sundhedsstyrelsens nylige beslutning om, at indføre et lægeligt speciale i akutmedicin er en væsentlig milepæl til at forbedre problemstillingen. Beslutningen betyder, at der fremover uddannes speciallæger målrettet til Akutafdelingernes behov på lige fod med andre lægelige specialer.

Iben Duvald afleverede sin ph.d.-afhandling mandag den 19. marts og præsenterede den 20. marts resultaterne ved konferencen 'Design EM: Patientsikkerhed og Akutafdelingernes organisering: Er der en sammenhæng?' i Aarhus. Nu venter ph.d.-forsvaret.

Fakta

  • Andre forskningsprojekter har tidligere vist, at der er en weekend-effekt på danske hospitaler:
    - Biering K, Nielsen RF, Pérez N. (2016). Admission-time-dependent variation in mortality in a Danish emergency department. Dan Med J 63(1):1-6. (Lille studie i Herning akutafdeling)
    - Vest-Hansen B, Riis AH, Sørensen HT, Christiansen CF. (2015). Out-of-hours and weekend admissions to Danish medical departments: admission rates and 30-day mortality for 20 common medical conditions. BMJ Open 5:1-10. (Medicinske patienter i Danmark)
    - Kristiansen NS, Kristensen PK, Nørgård BM, Mainz J, Johnsen SP. (2016). Off-hours admission and quality of hip fracture care: a nationwide cohort study of performance measures and 30-day mortality. Int J Qual Health C 28(3):324-331. (Hoftefrakturer)
  • Weekend-effekten på Akutafdelingen på Regionshospitalet Viborg varierede mellem de forskellige vagttider 2014-2015.
  • De mest udprægede forskelle var: 

Patienter i orange zone (kritisk syge):

  • Dødelighed inden for 30 dage efter indlæggelse: 8 % Nat, hverdag kl. 23-07
  • Dødelighed inden for 30 dage efter indlæggelse: 20 % Nat, weekend kl. 23-07

Patienter i rød zone (livstruede syge):

  • Dødelighed inden for 30 dage efter indlæggelse: 25 % Aften, hverdag  kl. 15-23
  • Dødelighed inden for 30 dage efter indlæggelse: 34,5 % Aften, weekend kl. 15-23

 Hvad kan være forklaringer på weekend-effekten i 2014-2015?
- Flere kritisk syge (i rød eller orange zone): Fra fem til seks procent.
- Mindre kapacitet til at bearbejde kompleks information om akutte patienter – formodentligt pga. ændret organisering af arbejdet mellem hverdag og weekend, herunder flere vikarer, anderledes morgenkonferencer og færre tværfaglige kompetencer i teamet på Akutafdelingen i weekender sammenlignet med hverdage.

Yderligere oplysninger 

  • Iben Duvald, ph.d.-studerende og forskningsassistent, Akutafdelingen, Regionshospitalet Viborg, tlf. 21 84 07 59.
  • Michael Braüner Schmidt, lægefaglig direktør, Hospitalsenhed Midt, 78 44 11 03.