Prækvalifikation til Forum er afgjort
02.03.2018
Fem virksomheder skal konkurrere om opgaven med at bygge "Forum", der bliver et vartegn for det nye hospitalsbyggeri ved Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Det nye hospitalsbyggeri i Skejby afsluttes med byggeriet af "Forum", som bliver en markant bygning, der skal fungere som vartegn for hele det store byggeri.
Fem udvalgte
Torsdag blev det offentliggjort hvilke fem virksomheder, der er udvalgt til prækvalifikation på opgaven. De skal nu i gang med at konkurrere om opgaven med at bygge "Forum".
Der var i alt otte ansøgere til prækvalifikationsrunden, og følgende fem firmaer blev udvalgt:
• Enggaard A/S (underrådgivere: Schmidt Hammer Lassen Architect, COWI A/S)
• Hoffmann A/S (underrådgivere: Aart architect A/S, Midtconsult PS, Schønherr A/S)
• KPC Herning A/S (underrådgivere: LINK arkitektur A/S, Sweco Danmark A/S)
• MT Højgaard A/S (underrådgivere: Arkitema Architects K/S, MT Højgaard A/S – Design & Engineering, Spangenberg & Madsen Rådgivende Ingeniørfirma A/S)
• NCC Danmark A/S (underrådgivere: NCC AB, C.F. Møller Danmark A/S, Cubo Arkitekter A/S, Oluf Jørgensen A/S)
- Det er et stærkt felt, og vi glæder os til at få udvalgt den endelige entreprenør og komme i gang med byggeriet, siger Carsten Kronborg, der er projektdirektør for Projektafdelingen i Det Nye Universitetshospital.
Vartegn sætter punktum
Det samlede Aarhus Universitetshospital har på mange måder allerede fået sin egen puls, siger formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Henrik Gottlieb Hansen (S).
- Men sidste etape af byggeriet bliver alligevel noget helt særligt: Det bliver jo netop "Forum", der bl.a. skal samle det nye banebrydende offentlige-private samarbejde i Steno Diabetes Center Aarhus, der skal behandle og forske på diabetesområdet til glæde for patienterne, siger Henrik Gottlieb Hansen, som vil følge byggeriet nøje.
Plads til diabetesbehandling og forskning
"Forum" forventes at få et areal på ca. 21.500 m2, og det samlede budget for projektet er 675 mio. kr. Bygningen skal bl.a. rumme:
• Steno Diabetes Center Aarhus
• Patienthotel
• Forskningsfaciliteter til Institut for Klinisk Medicin (under Aarhus Universitet)
• Farmakologisk Afdeling
• Arealer til tro og fordybelse
• Forbindelsesgange til plan 2 og 3 i det nye byggeri. Forum kommer således til at fungere som en af hospitalsbyggeriets hovedindgange (indgang A).
"Forum" forventes klar i 2022
De fem prækvalificerede virksomheder skal frem til juni 2018 udarbejde konkurrenceprojekt. I begyndelsen af efteråret 2018 reduceres feltet til 2 entreprenører, som konkurrerer om den endelige kontrakt.
Den endelige kontrakt forventes at være underskrevet i første kvartal 2019 og første spadestik tages omkring sommeren 2019.
"Forum" forventes at være klar til brug i sommeren 2022.
Flere oplysninger
• Formand for Hospitalsudvalget Henrik Gottlieb Hansen (S), tlf. 2129 9726 / henrik.hansen@rr.rm.dk
• Carsten Kronborg, projektdirektør for Projektafdelingen i Det Nye Universitetshospital (DNU), tlf. 2343 6556 / carsten.kronborg@dnu.rm.dk
Fakta
• Besøg hjemmesiden for DNU, Aarhus Universitetshospital under ét tag (www.dnu.rm.dk)
• Læs om visionerne for Steno Diabetes Center Aarhus (www.rm.dk/sundhed/fremtidens-sundhedsvasen/steno-diabetescenter-aarhus)