08.03.2018
Trygheden og Viften af sundhedstilbud på Samsø betyder rigtigt meget for både fastboende og gæster på Samsø. Det understregede øens borgmester Marcel Meijer (S), da han sammen med Henrik Kjær (V) og Ulla holm (SF) onsdag havde foretræde for Region Midtjyllands udvalg for Nære Sundhedstilbud.
Dialogen mellem Samsø og udvalget for Nære Sundhedstilbud er kommet i stand efter, at der sidste år blev sået tvivl om, hvorvidt to anæstesisygeplejerskestillinger skulle nedlægges.
Fælles aftale
Region Midtjylland og Samsø Kommune har en fælles samarbejdsaftale om sundheds- og akuthuset på Samsø. Sundheds- og akuthuset bliver drevet i fællesskab, hvor eksempelvis kommunen har korttidspladser i huset og regionen har observationspladser, og hvor praktiserende læger indgår i tilbuddene. Samarbejdet betyder, at borgere på Samsø i mange tilfælde undgår turen til hospitalet på fastlandet, men i stedet kan behandles i deres nærmiljø.
Konstruktiv dialog
På mødet mellem kommunen og regionens udvalg for nære sundhedstilbud blev det aftalt, at der nu sættes gang i en fælles udviklingsproces med henblik på at styrke samarbejdet om sundheds- og akuthuset til gavn for borgerne på Samsø
- Vi har haft en god og konstruktiv dialog med Samsø Kommune. Vi sætter nu et fælles arbejde i gang, som vi politisk vil følge tæt. Vi må så se om det forestående udviklingsarbejde giver anledning til ændringer i vores aftale, siger formand for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland Annette Roed (S).
- Men en aftale er en aftale, og der ændres ikke i aftalen uden at det er godkendt af både regionsrådet og kommunalbestyrelsen, siger udvalgsformanden.
Flere oplysninger
- Formand for Region Midtjyllands udvalg for Nære Sundhedstilbud, Annette Roed (S), tlf. 5384 9440
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer
- Borgmester på Samsø Marcel Meijer (S), tlf. 6015 2772
- Kontaktoplysninger på alle medlemmer af Samsø Kommunalbestyrelse
Fakta