29.11.2018

I dag tog Region Midtjylland afsked med den fødevaresatsning, som regionen satte i gang i 2007. Det skete ved en konference i Aarhus, hvor det store fødevarenetværk i regionen både kiggede på resultater og kiggede frem mod et nyt erhvervsfremme-setup fra årsskiftet.

Et forlig om erhvervsfremme, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik før sommerferien, er den konkrete årsag til dagens konference. Fra 1. januar skal de fem danske regioner ikke længere beskæftige sig med erhvervsfremme. Region Midtjylland skal give fødevarestafetten videre. 

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) bød alle deltagere velkommen til konferencen, der er en form for punktum for den fødevareindsats, som politikerne satte i gang tilbage i 2007. Foto: Region Midtjylland 

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) bød alle deltagere velkommen til konferencen, der er en form for punktum for den fødevareindsats, som politikerne satte i gang tilbage i 2007. Foto: Region Midtjylland 

- Vi har fra regionsrådets side fulgt udviklingen på fødevareområdet gennem de sidste 10 år. Og jeg er rigtig stolt over alle de resultater, vi har opnået. Region Midtjylland er Danmarks fødevareregion. Med initiativer som Future Food Innovation, Danish Food Cluster, EngageFood, Food Festival med flere, har vi rent faktisk formået at sætte Region Midtjylland og Danmark på verdenskortet som stedet, hvor fødevareinnovationen sker, sagde regionsrådsformand Anders Kühnau (S), der indledte konferencen.

Fødevareerhvervet i Region Midtjylland står for 40 % af den danske fødevareeksport. Gennem de sidste 10 år har Region Midtjylland investeret ca. 120 mio. kroner i udvikling og fremtidssikring af fødevareerhvervet, og samlet har regionen løftet fødevareudvikling for ca. 435 mio. kroner.

På konferencen i dag var der oplæg fra bl.a. kontorchef for Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Søren Asp Mikkelsen, teamleder for Region Midtjyllands fødevareteam Lars Haahr Jensen, chefkonsulent Jacob Høj Jørgensen fra Dehlendorff Advosory (følgeforskning på innovationsindsatsen Futur Food Innovation) og chefkonsulent Stefan Brendstrup fra Pluss, der står bag en fremdriftsanalyse af den midtjyske fødevareindsats.

Sagt på konferencen:   

- Vi er meget opmærksom på, at der findes nogle særlige erhvervssatsninger, som I nu har omkring fødevarer. Men jeg kan ikke svare på, hvad der sker med dem, og hvordan de eventuelt bliver videreført. Det er op til den nye erhvervsfremmebestyrelse at sætte retning, forklarede kontorchef Søren Asp Mikkelsen, fra Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

- Jeg er ikke så bekymret for den forandring, der sker nu. Det er jo heller ikke alle indsatser, som kommer til at ske gennem Erhvervsstyrelsen. Region Midtjylland har været god til at få skabt et økosystem af aktører, og det har givet en robusthed i vores fødevarenetværk, pointerede direktør for Danish Food Cluster Lone Ryg Olsen.  

- Hvis det momentum, der er skabt med Danmarks fødevareregion, skal fastholdes, så skal dette netværk fortsat stå sammen. I skal sikre, at der fortsat kommer midler til fødevareinnovation til vores landsdel i det nye setup, der bliver omkring erhvervsfremme, sagde kontorchef for fødevareområdet i Region Midtjylland, Pia Lange Christensen.  

- Tak til de, der har lavet indsatsen og til de politikere, der har haft modet til at lave fødevareindsatsen. Vi har lært at tænke "vi" i dette fødevarefællesskab. Lad os være sammen om at fortsætte denne fælled (fællesskab). I Væksthus Midtjylland skal vi nok være med til at tage ansvar for, at fødevareindsatsen fortsætter, sagde projektleder Niels Nørskov fra Væksthus Midtjylland. 

 

Fødevarekonferencen - 10 års succes med fødevareinnovation. Foto: Region Midtjylland 

Fødevarekonferencen - 10 års succes med fødevareinnovation. Foto: Region Midtjylland 

Fødevarekonferencen - 10 års succes med fødevareinnovation. Foto: Region Midtjylland