12,7 mio. til fremtidens arbejdsstyrke
01.11.2018
Midtjyske virksomheder har brug for flere medarbejdere med naturvidenskabelige og tekniske kompetencer. Derfor har regionsrådet nu bevilget 12,7 mio. kroner til projekter i den midtjyske teknologipagt.
Syv projekter fordelt i hele Region Midtjylland sparker nu gang i den "midtjyske teknologipagt", der skal sikre midtjyderne de uddannelser og kompetencer som virksomhederne efterspørger i fremtiden. Onsdag bevilgede regionsrådet i Region Midtjylland i alt 12,7 mio. kroner til projekterne.
Danmark og ikke mindst Midtjylland kommer i fremtiden til at mangle tusindvis af medarbejdere med de såkaldte STEM-kompetencer (Science, Technology, Engineering and Math). Nu har vi for alvor taget fat på at løse den udfordring, så vi får en arbejdsstyrke, der er klar til fremtiden, siger formand for regionsrådet Anders Kühnau (S).
Region Midtjylland - og Danmark – har brug for flere med de såkaldte STEM-kompetencer i arbejdsstyrken (Science, Technology, Engineering and Math). Her er det studerende fra Navitas i Aarhus. Foto: Niels Åge Skovbo.
Bygger på gode erfaringer
Dagens bevilling er den første udmøntning af de 55 mio. kroner som regionsrådet har øremærket over de næste fire år til arbejdet i teknologipagten. I udvælgelsen af projekter har det været et afgørende fokus at udvikle og skalere indsatser, der allerede har skabt resultater.
- I stedet for at iværksætte pilotprojekter og udvikle en indsats fra bunden, så har regionsrådet valgt at fokusere på at rykke hurtigt ved at tage fat i de ting, der allerede har vist sig at virke. Hvis vi skal gøre en forskel, så skal vi nemlig handle nu, og det er det, regionsrådet har gjort i dag, siger Anders Kühnau.
Flere kvinder i naturvidenskab
Et af de projekter, der nu har fået midler til at skalere sin indsats er "Girls Day in Science", der har Naturvidenskabernes Hus som projektleder.
Målet er at inspirere flere unge kvinder til at vælge en karriere inden for STEM
- Vi ved, at hvis der fx. var lige så mange unge kvinder som unge mænd der valgte en IT-uddannelse, så ville vi ikke have problemer. Derfor ser jeg frem til at vi kan være med til at udbrede indsatsen i Region Midtjylland, siger direktør i Naturvidenskabernes Hus Nanna Seidelin.
Nationalt problem – regional handling
Den Midtjyske Teknologipagt tager udgangspunkt i den nationale teknologipagt, der blev lanceret af regeringen den 24. april 2018. Her er målsætningen, at 10.000 flere unge skal i gang med en STEM-uddannelse.
Allerede dagen efter – 25. april 2018 - vedtog Region Midtjylland sammen med mere end 30 offentlige og private partnere i regionen den midtjyske teknologipagt for hurtigst muligt at kunne omsætte den nationale målsætning til konkret handling.
Der afholdes Kick-off for den midtjyske teknologipagt den 27. november 2018 på ARoS fra 13.00-16.00.
Her er de syv støttede projekter
- Bjerringbro Gymnasium – "Girls Day in Science" samt "Mødet mellem gymnasier og teknologiambassadører gennem skole-virksomhedssamarbejde" (3,0 mio. kr.)
- Herningsholm Erhvervsskole – Flere piger og kvinder til STEM-Erhvervsuddannelserne (0,7 mio. kr.)
- Egaa Gymnasium – Modellering og Computational Thinking 2,2 mio. kr.)
- Risskov Gymnasium – Digital Myndiggørelse (0,6 mio. kr.)
- Odder Gymnasium - Engineering i Gymnasiet (2,1 mio. kr.)
- Uddannelsescenter Ringkøbing Skjern – Book en ekspert til ungdomsuddannelserne (1,1 mio. kr)
- Medfinansiering af Socialfondsansøgning under nationalt udbud (3,0 mio. kr)