22.11.2018
Forligskredsen bag Budget 2019 i Region Midtjylland har netop fordelt 50 mio. kr. til løft af psykiatrien og 10 mio. kr. til sundhedstilbud tæt på borgeren.
Pengene, der nu er fordelt, er afsat i Region Midtjyllands Budgetforlig 2019, som alle partier og lister i regionsrådet indgik tidligere i år.
- Pengene gør først gavn for patienter og ansatte, når de kommer ud og bliver omsat til konkrete initiativer. Jeg er rigtig glad for at vi i enighed nu sætter de ekstra midler, vi afsatte, i arbejde, siger Regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Flere hænder og sikring af buffersenge
I psykiatrien skal de ekstra 50 mio. kr. bl.a. bruges på flere ansatte, på mere hjælp til ambulante patienter, på at videreføre buffersenge og fra 2020 på flere sengepladser.
Regionspsykiatrien i Horsens, Randers og Vestjylland får penge til at ansætte tværfagligt personale som pædagoger, fysio- og ergoterapeuter. Desuden skal medarbejdere i voksen- og retspsykiatrien opkvalificeres vedrørende autisme.
Der er også penge til at ansætte flere peer-medarbejdere (med erfaring som patient) i alle dele af regionen, og til at styrke samarbejdet med pårørendeforeninger, læger og kommuner.
Børne- og ungdomspsykiatriens tværfaglige udgående teams med base i Herning, Viborg og Aarhus får penge til at fortsætte, hvilket også gælder det kreative værksted i Aarhus Universitetshospital Psykiatrien.
Flere borgere skal behandles i nærområdet
De i alt 10. mio. kr. til sundhedstilbud tæt på borgeren skal bl.a. bruges på at flytte flere opgaver fra hospitaler til Sundhedshuse i Grenaa, Ringkøbing, Skive, Skanderborg og Lemvig.
Desuden skal hospitaler, læger og kommuner samarbejde om at sikre, at flere borgere kan blive behandlet hjemme eller i nærområdet, når de ikke har behov for en akut indlæggelse.
To forsøgsprojekter skal sikre socialt udsatte borgere i Aarhus og sårbare multisyge borgere i Skive bedre rådgivning og støtte.
Desuden baner regionen vejen for flere private fodterapeuter.
Fakta
Forligskredsen bag Budget 2019 i Region Midtjylland har netop udmøntet i alt 60 mio. kr.
De 10 mio. kr. til sundhedstilbud tæt på borgerne går i 2019 til
- 1,1 mio. kr. til Flere tilbud i sundhedshuse
- 2,4 mio. kr. til Øget støtte og rådgivning til sårbare patienter
- 4,5 mio. kr. til Fælles visitationer
- 1,5 mio. kr. til Nye muligheder for praktiserende læger
- 0,5 mio. kr. til Øget kapacitet på fodterapiområdet
De 50 mio. kr. til løft af psykiatrien går i 2019 til
- 10 mio. kr. til Øget kapacitet og personalebemanding
- 8 mio. kr. til Udgående ambulant aktivitet – harmonisering
- 6 mio. kr. til Styrkelse af den ambulante virksomhed
- 3 mio. kr. til Øget tværfaglig personalenormering (RP Horsens, Randers, Vest)
- 2 mio. kr. til Øget anvendelse af peer-medarbejdere
- 2 mio. kr. til Rekruttering, fastholdelse og kompetenceudvikling
- 5,9 mio. kr. til Tværfagligt udgående team i børne- og ungdomspsykiatrien (TUT)
- 3 mio. kr. til Videreudvikling af AUH Psykiatrien og de højtspecialerede funktioner
- 0,25 mio. kr. til Styrket samarbejde med pårørendeorganisationer og civilsamfundet
- 5 mio. kr. til Styrket samarbejde med kommuner og almen praksis (den nære psykiatri)
- 0,25 mio. kr. til Videreførelse af kreativt værksted
- 0,60 mio. kr. til Mindhelper.dk
- 0,2 mio. kr. til Afholdelse af konference vedr. Åben Dialog
- 2 mio. kr. til Opkvalificering af viden om autisme i voksen- og retspsykiatrien
- 1,8 mio. kr. til Pulje til senere udmøntning
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), 2360 2768
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer
- Se aftalen (pdf)