Succes med antibiotikabehandling i hjemmet
01.11.2018
Ny teknologi sikrer behandlingskvaliteten, så udvalgte patienter kan behandle sig selv med antibiotika derhjemme i stedet for at være indlagt på hospitalet. Det viser en ny opgørelse fra Aarhus Universitetshospital.
Antibiotika-behandling af komplicerede bakterielle infektioner hører normalt hjemme på hospitalet. Men Aarhus Universitetshospital har på forsøgsbasis prøvet at flytte behandlingen hjem til patienten selv – og samtidig sikret behandlingskvaliteten ved hjælp af moderne teknologi.
Erfaringer fra forsøget tages op på den 4. Nationale konference om brugerinddragelse, som i dag afholdes på Nyborg Strand.
Behandling under tæt overvågning
Den nye model for antibiotika-behandling er blevet afprøvet på afdelingen for Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital i 2016-17. En opgørelse over de første 31 patienter viser, at 68 procent af patienterne efter oplæring selv var i stand til at administrere brug af antibiotika i hjemmet uden hjælp fra en hjemmesygeplejerske.
- Patienterne og de pårørende var meget tilfredse med at kunne være i eget hjem frem for at være indlagt på et hospital, siger Vibeke Engell-Sørensen, uddannelses- og udviklingsansvarlig sygeplejerske på Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital.
- Det har dog været altafgørende for resultaterne, at vi udvælger patienterne omhyggeligt og kan følge dem nøje via en telemedicinsk løsning, så de får samme kvalitet i behandlingen, som hvis de var indlagt på hospitalet.
Patienter i hjemmebehandling bliver udstyret med en tablet og oplært i selv at kunne måle infektionstal og temperatur. Disse tal sender patienten via tablet til hospitalet, som løbende kan følge med i, hvordan patienten har det. Desuden er der mulighed for daglig telefonisk kontakt med afdelingen.
Andre afdelinger skal afprøve modellen
Ovenpå de gode erfaringer fra Infektionssygdomme vil Aarhus Universitetshospital nu udbrede modellen til andre afdelinger – i første omgang afdelingerne for Nyresygdomme og Ortopædkirurgi.
- Modellen vil kunne anvendes til en række patienter med forskellige typer af infektion. F.eks. patienter med kroniske sygdomme, der har behov for gentagne antibiotika-kure, siger Lisbeth Kallestrup, programchef på Aarhus Universitetshospital.
Hun ser denne form for hjemmebehandling som en god måde at kombinere telemedicin og brugerinddragelse.
- Hjemmebehandling kan også være med til at øge patientens egen forståelse for sin sygdom og behandling, da patienterne bliver mere opmærksomme på symptomer for betændelse, når de måler temperatur og infektionstal hver dag. Samtidig fastholdes kvaliteten og patientsikkerheden.
Fakta:
- 31 patienter fra Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital har i perioden 2016-17 afprøvet hjemmebehandling med intravenøs antibiotika.
- Patienterne er blevet oplært i selv at kunne administrere intravenøs antibiotika, som skal gives gennem en blodåre via et kateter.
- Efter oplæring var 68% af patienterne i stand til selv at administrere den intravenøse antibiotika i hjemmet uden hjælp fra en hjemmesygeplejerske.
- Patienterne og de pårørende var meget tilfredse med at kunne være i eget hjem frem for at være indlagt på hospitalet.
- Der blev ikke rapporteret alvorlige bivirkninger eller komplikationer til intravenøs hjemmebehandling.
- Der blev givet intravenøs antibiotika i hjemmet fremfor under indlæggelse i 567 døgn svarende til 19 dage pr. patient i gennemsnit (mellem 3 og 70 dage).
Yderligere oplysninger:
Vibeke Engell-Sørensen, uddannelses- og udviklingsansvarlig sygeplejerske, Infektionssygdomme, Aarhus Universitetshospital, mobil 40 59 90 97, e-mail: vibeenge@rm.dk
Lisbeth Kallestrup, programchef, Aarhus Universitetshospital, mobil 40 46 80 10, lisbkall@rm.dk